Madklubben Grill lukker ved åen – dét åbner der i stedet
Madklubben-foretagendet åbner nyt koncept på adressen ved Åboulevarden – Souk er navnet på det nye spisested i de store lokaler midt i byen.
Madklubben Grill på Åboulevarden lukker og har sidste åbningsdag 10. maj.
Det oplyser Madklubben i en pressemeddelelse.
I stedet kommer kæden til at åbne et andet koncept på den store adresse ved åen.
20 dage efter lukningen af Grill - åbner dørene til Souk 30. maj, som kommer til at byde på mellemøstlig middag »fyldt med ild, krydderier og kærlighed,« skriver Madklubben.
»Souk handler om at dele maden, bordet og aftenen. Vi har skabt en restaurant, hvor du kan spise dig gennem hele det mellemøstlige køkken, uden at det bliver højtideligt,« siger restauratør Thomas Oest.
Souk er søsterrestaurant til Bazaar i København, som i årevis har været en populær destination i Madklubben-foretagendet.
»Vi har længe drømt om at bringe Bazaar-energien til Aarhus – og nu er vi klar. Souk er sin egen, men en restaurant, der starter med flammer i køkkenet og ender med dans ved baren, er ligesom drømmen,« siger Thomas Oest.
Menuen på Souk er tænkt til at skulle være mad, man deler rundt om bordet, og man finder alt fra flammegrillede og hjemmelavede shawarma-spyd, håndlavede falafler og cremet hummus til saftig tagine-kylling, grillet havbars og masser af grøntsager i røgede, syrlige og krydrede variationer. Derudover har Souk også sine egne fortolkninger af mellemøstlige klassikere som manakish, baba ghanoush, hummus, muhammara og tabouleh.
»Vi har lagt kærlighed og håndværk i hver eneste ret, og virkelig arbejdet med krydderierne, smagene og metoderne fra regionen. Det er comfort food, og serveret i en virkelig flot restaurant, hvis vi selv skal sige det,« siger gastronomisk chef, Peter Madsen.
Man kan bestille a la carte, eller bare overlade styringen til køkkenet og komme rundt i kortet. Man kan bl.a. få 12 serveringer for 395 kr. pr. person eller 10 vegetariske serveringer for 365 kr. pr. person. Der er også det klassiske Kebab Kit som fås med hjemmelavet shawarma, falafel eller kylling.
Helt slut med Madklubben Grill er det dog heller ikke, for kæden oplyser, at favoritterne fra Grill flytter over i menuen på Madklubben Aarhus i den gamle toldbygning, »hvor de vil få nyt liv side om side med de klassiske Madklubben-retter,« skriver restaurationskæden.
Madklubben-foretagendet har i dag ni restauranter og spisesteder i Aarhus.