Fortsæt til indhold

En måned i »slønglernes« tegn: »Ægte gøgl fra en ægte gøgler! I kan bare vente jer, I små Sløngler!«

Sløngeldagene i Skanderborg byder på masser af gratis sløngelnæring til børn i alle aldre. Men Sløngeldagene handler ikke kun om Store Sløngeldag.

Kultur og byliv
bo

Juleaften i december – Sløngeldage i maj. Di Heslige Slønglers Klup er klar til at fejre sit 10-års jubilæum, der samtidig er en fejring af, at manden bag sløngeluniverset, børnebogsforfatteren Ole Lund Kirkegaard, i år kunne være fyldt 85 år.

Sløngeldagen i 2015, der egentlig kun var tænkt som en fejring af, at Ole Lund Kirkegaard ville være blevet 75-år, blev hurtigt en tradition, og runder nu sit 10-års jubilæum.

»Tanken var, at denne fejring skulle stå alene. Tidligere havde der været Sløngeldage i 2006 og 2007, så hvorfor ikke også en fødselsdagsfest? Men hyldesten af byens store forfatter i 2015 blev imidlertid en fantastisk succes, så derfor besluttede vi i »kluppen« at fortsætte med at holde Sløngeldage. Det har vi gjort hvert år siden bortset fra 2020, hvor vi måtte lukke ned på grund af corona,« fortæller Uffe Høj, der er formand for Di Heslige Slønglers Klup.

Det er 10. gang Di Heslige Slønglers Klup holder Sløngeldage i Skanderborg, og det skal fejres, så vi igen kan hylde fantasien, friheden og frækheden
Uffe Høj, formand, Di Heslige Slønglers Klup

Jubilæet i år har »slønglerne« set frem til.

»Det er 10. gang Di Heslige Slønglers Klup holder Sløngeldage i Skanderborg, og det skal fejres, så vi igen kan hylde fantasien, friheden og frækheden for et efterhånden stort og voksende publikum fra nær og fjern,« siger Uffe Høj.

I 2024 var der ifølge formanden 12.000-15.000 publikummer til stede i Sløngedagene – alene cirka 12.000 på Store Sløngeldag – og slønglerne håber at se lige så mange gæster i år.

Sløngelprogrammet i år er faktisk allerede begyndt. Cirkus Skunk er hyret ind til at klovne, trylle og spille for børnehaver i Galten og Hørning og senere for kommunens specialklasser i Kulturhuset Skanderborg.

»Cirkus kan noget,« konstaterer Uffe Høj, og kommer med et eksempel:

»I Ole Lund Kirkegaards ’Orla Frøsnapper’ skildres med den skønneste humor fortællingen om de kvikke børn, der narrer den ganske vist ældre, men også mindre kloge, Orla. Meget af fortællingen foregår omkring Cirkus Benito, der bringer liv og glade dage til den støvede by.«

Også for kommunens alleryngste er der ekstra sløngelnæring i maj. Det er efterhånden en fast tradition, at musikgruppen Skrallebang deltager i Sløngeldagene.

»Gruppen formidler med smittende engagement deres glæde for musik, sang, bevægelse, leg, fantasi - og for de gode fortællinger,« forklarer Uffe Høj.

I 2025 er Skrallebang ude i det ganske land, hvor de er med til at fejre Ole Lund Kirkegaards 85-års fødselsdag - og Gummi Tarzans 50-års fødselsdag. 13. maj, 14. maj og 15. maj optræder gruppen for børnehavebørn i Ry, Galten og Hørning.

Skrallebang underholder også, når en række børnehaver torsdag 22. maj inviteres til Kulturtorvet i Skanderborg til musik og cirkus.

»De mindste skal ikke snydes. Og det bliver de bestemt heller ikke Skrallebang optræder to gange på Kulturtorvet. I Byparken får vi – igen, igen – besøg af Cirkus Fyr og Flamme, som med sin autenticitet og erfaring altid når ud til alle publikummer – børn som gamle. Ægte gøgl fra en ægte gøgler! I kan bare vente jer, I små Sløngler!« lyder det fra »overslønglen« Uffe Høj.

For elever på 3. årgang i alle kommunens skoler venter der onsdag 21. maj en dag fyldt med sløngelnæring og fællesskab. Foto: Per Bille

For kommunens 3. klasser venter en helt særlig dag onsdag 21. maj, når godt 1.000 elever »busses« fra deres skole til Skanderborg.

»Di Heslige Slønglers Klup har inviteret alle kommunens 3. klasser til en række arrangementer, hvor de præsenteres for forfattere, musik og meget mere. Dette skoleprojekt afvikles hvert eneste år! En stærk og vigtig vision at holde fast i,« konstaterer Uffe Høj.

I år kan eleverne blandt andre opleve Sigurd Barrett, Maria Rørbæk, Benny Bødker, Mette Vedsø og Anne Sofie Hammer.

Lørdag 24. maj når sløngeløjerne højdepunktet, når Store Sløngeldag løber af stablen klokken 10-17. Over dagen afvikles arrangementer i Kulturhuset, på Kulturtorvet, i Byparken, på søen og i Adelgade.

»Vi er i kluppen ret stolte af programmet. Der skulle være noget for enhver smag: åbningen udenfor, de stille sysler i Kulturhuset, oplæg fra dygtige forfattere, Katrine Bille, Kristian Gintberg, Onkel Reje, Peter Sommer, Drengestreger – også for piger, sørøversejlads, akrobatik og meget, meget mere,« understreger Uffe Høj.

Læs mere om programmet for Store Sløngeldag på sloengeldage.dk

Video: Anders Graae/Di Heslige Slønglers Klup