Frivillige og folkeaktier startede øleventyr: Nu fejrer lokalt bryghus 10 års jubilæum som en kommerciel succes
Frivilligheden er stadig central på Skanderborg Bryghus, der i denne måned kan fejre sit 10-års jubilæum.
Efter 100 år uden bryggeri fik Skanderborg i 2015 igen sit eget bryghus skabt af en håndfuld entusiastiske frivillige, der ville skabe et bryggeri båret af frivillighed og realiseret gennem salg af folkeaktier.
I dag – 10 år senere – ser bar- og eventchef Dorthe Kongstad Petersen tilbage på de år, der er gået, siden hun selv startede som frivillig. Hun er i dag den, der koordinerer de knap 160 frivillige, der jævnligt samles om ølhygge og arrangementer på Danmarksvej.
»Det hele begyndte jo med de legendariske syv,« griner hun og henviser til den oprindelige gruppe af herrer, der fik idéen om et nyt bryghus.
De syv var Lars Kromand, Preben Skovsgaard, Lasse (Lars Arne) Nielsen, Dan Jensen, Lars Nielsen, Preben Bach, Jan Michelsen og Niels Søborg, som kom til et par måneder senere.
Anekdoterne om starten har hun hørt masser af gange.
»Som jeg har fået fortalt det, så hyggede de sig med at brygge de her 50 liter øl ad gangen, prøvede opskrifter af og udfordrede hinanden. På et tidspunkt skulle en af dem holde en stor familiefest. Jamen, skal vi ikke brygge øllet til det, foreslog en. Og jo, det skulle de da. Og så førte det ene det andet med sig,« fortæller hun.
»Så sidder de der i hyggeligt lag og får smagt på den øl, de har brygget, og bliver rigtig opstemte, og så får en af dem en rigtig god idé: Vi bygger sgu da et bryghus selv! Men bryghuset skulle være på en speciel måde, for det skulle være båret af frivillige. Og for Lars Kromand var der ikke langt fra tanke til handling, så da dækcenteret, der lå her før, blev sat til salg, slog han hurtigt til. Det var i 2015.«
De syv blev hurtigt til en større skare af ølentusiaster. Når man havde købt en folkeaktie, kunne man komme og være med til at realisere drømmen om Skanderborg Bryghus. Da ejendommen på Danmarksvej 17 var købt, gik de frivillige i gang med at renovere bygningen. Senere samme år blev den første øl sat i produktion.
Vi nørder ikke med vores øl, men vi går op i produktet, i smagen og kvaliteten. Det er øl af høj kvalitet, og vi elsker at lave øl. Øl til dig, mig og alle vores venner!Dorthe Kongstad Petersen
»Det er den meget korte version om, hvordan et dækcenter blev til et bryggeri,« forklarer Dorthe Kongstad Petersen.
I 2018 blev det besluttet at tage ølbrygningen til »next level«. Der blev investeret i en ny produktionshal med 27 tanke på 8000 liter. Nu kunne bryghuset producere 4 millioner liter øl årligt. Samtidig gik man over til 100 procent økologi og fik sine første ansatte.
»Vi gik fra at levere til de lokale til nu også at kunne levere til en stor del af detailhandlen i Danmark. Samtidig fik vi mulighed for kontraktsbryggeri,« forklarer Dorthe Kongstad Petersen.
»Vi går også meget op i cirkulær økonomi og bæredygtighed. Dampen fra vores nabo, Renosyd, bruges til opvarmning af brygkar, og overskudsvarmen fra ølbrygningen sendes videre til vores genbo, Skanderborg-Hørning Fjernvarme. Og masken, der er restprodukter fra ølproduktionen, bruges til kvægfoder,« tilføjer hun.
»Vi nørder ikke med vores øl, men vi går op i produktet, i smagen og kvaliteten. Det er øl af høj kvalitet, og vi elsker at lave øl. Øl til dig, mig og alle vores venner!«
Selv om Skanderborg Bryghus i dag er et professionelt bryggeri med 19 ansatte, spiller frivilligheden stadig en væsentlig rolle.
»De frivillige elsker at være en del af bryghuset og giver gerne en hånd med, når vi har arrangementer. Vi har et fantastisk fællesskab og et hus med masser af muligheder og vil gerne fylde det med liv. Balancegangen er, at det aldrig må blive en sur pligt. Det skal være sjovt at være frivillig her, og det skal altid være sådan, at vi lige kan gå ud bagved og få en ølpause, inden vi går videre.«