Fortsæt til indhold

14.000 fik et skud »sløngel-DNA«: »De højere magter og selv vejrguderne holdt hånden over os«

Et forsigtigt skøn fra Di Helsige Sløngelers Klup lyder, at knap 14.000 gæster tog del i kluppens 10-års jubilæum.

Kultur og byliv

Klokken 10 startede sløngelløjerne, klokken 11 var der sort af mennesker, og klokken 17 kunne Di Heslige Slønglers Klup se tilbage på et 10-års jubilæum, hvor alt – selv vejret – gik op i en højere helhed.

»Vi havde mange bekymringer om vejret i ugen op til, men vejret var strålende og helt perfekt. De højere magter og selv vejrguderne har på mange måder holdt hånden over os. Alt klappede som det skulle,« lyder det dagen derpå fra overslønglen, Uffe Høj, formand for Di Heslige Slønglers Klup.

For første gang bredte slønglerne sig op i Adelgade, hvor der blandt andet var ræs med sæbekassebiler. Foto: Per Bille
Omkring 2.000 børn deltog i drengestreger - også for piger. Foto: Per Bille

»Vi er rigtig glade i dag. Der var jo en masse, der skulle fejres, og det forløb helt fantastisk. Sløngelkluppens 10-års jubilæum, Ole Lund Kirkegaards 85-års fødselsdag og Gummi-Tarzans 50-års fødselsdag« lyder det fra en glad og lettet formand.

»Der kom rigtig mange gæster, og der var en helt fantastisk atmosfære hele dagen igennem. Nu skal det ikke lyde rituelt, men måske var det vores bedste Sløngeldag til dato. Dels var det vores jubilæum, og dels har vi haft et større budget og dermed kunnet invitere flere kunstnere og lavet flere kulisser,« forklarer han.

Præcist hvor mange gæster, der kiggede forbi til Store Sløngeldag i Skanderborg, er svært at sige, da børnefestivalen med få undtagelser er gratis, og man kan derfor ikke skele til billetsalget. Men til de få arrangementer, der krævede billet, var den store sal i Kulturhuset fyldt til bristepunktet.

Det allerbedste er glæden ved at se den her syntese af mange forskellige aktiviteter gå op i en højere helhed. Se det hele spille sammen og opleve den her udefinerbare sløngelånd, der hviler over det hele.
Uffe Høj, formand, Di Heslige Slønglers Klup

»Det er svært at komme med et bud, men vores fornemmelse er, at der var op mod 10.000-14.000 gæster forbi i løbet af dagen. Det estimat bygger vi på, at der var udsolgte sale i Kulturhuset til de to forestillinger, der krævede billet. Og baseret på vores erfaringer var der nok omkring 2.000 børn i gang med drengestreger. Akrobattruppen talte nidkært publikum op til deres to shows og mener, der var 800 publikummer. Og til afslutningsshowet var der et par tusinde.«

Nyt på programmet i år var stomp-optog gennem byen med Kong Gulerod i front. Foto: Per Bille
Akrobattruppen Volantes har udviklet et særligt Skanderborg-koncept: En boksekamp kommenteret af Frank "Megabody" Damgaard. Foto: Per Bille

Søndag stod den på oprydning og refleksion for slønglerne.

»Der er jo altid nogle spørgsmål, man stiller sig selv efter sådan et arrangement. Ramte vi nu det rigtige, og var det alsidigt nok? Var der både noget for de introverte børn og de ekstroverte? Der skal være noget for enhver smag, og min fornemmelse er, at det var der i år. Dagen igennem var der børn indenfor i Kulturhuset, som deltog i workshops, og fordybede sig i det. Og der var masser af børn udenfor klar til drengestreger. Den her balance mellem det, der sker i byparken, og det der sker indenfor i Kulturhuset, synes jeg har været rigtig god i år. Vi har i hvert fald aldrig haft så mange mennesker forbi som i år. Folk var alle steder, og selvfølgelig er det noget, der glæder os,« konstaterer Uffe Høj.

»Og hvad var så det bedste, spørger du nok. Det allerbedste er glæden ved at se den her syntese af mange forskellige aktiviteter gå op i en højere helhed. Se det hele spille sammen og opleve den her udefinerbare sløngelånd, der hviler over det hele. En umiddelbarhed og glæde fra børn og voksne over at tage del i de her lidt skæve aktiviteter og kulturelle arrangementer.«

Koncert med Peter Sommer var bare et af Store Sløngels mange kulturelle indslag. Foto: Per Bille
Som altid var det muligt at købe forplejning for små penge - her er det Kånditoriet. Foto: Per Bille
Indenfor i KUlturhuset var der workshops, hvor børnene kunne fordybe sig eller få en historie læst højt. Foto: Per Bille
Et forsigtigt skøn fra sløngelkluppen lyder, at cirka 14000 deltog i Store Sløngeldag. Foto: Per Bille
Et af de væsentligste principper bag Store Sløngeldag er, at så godt som alt er gratis. Foto: Per Bille
Godt 2000 overværede jubilæumsshowet, der rundede Store Sløngeldag af. Foto: Per Bille