Winston Churchill var også kunstmaler - det kan du selv se i Grenaa
Udstilling kan ses på Grenaa Bibliotek i juni.
En ny udstilling er åbnet på Grenaa Bibliotek om en ret ukendt side af den engelske statsmand og politiker Winston Churchills største hobby - maleriet.
”Winston Churchill - Behind the Easel 1916-1957” viser 50 af de bedste billeder på ti store bannere. Desuden fortælles der om hans liv på andre bannere.
Udstillingen havde sin premiere på Frederiksberg Rådhus i januar og skal nu på turné i Danmark og udlandet.
Det er Niels Bjerre fra Frederiksberg som står bag udstillingen og det er hans femte udstilling siden 1994. Udstillingen er åben i bibliotekets åbningstid indtil torsdag den 3. juli.
Churchill blev i sin levetid en ganske ferm billedkunstner, og han havde stor fornøjelse af at male.
»Det at male er den perfekte afledning. Uden totalt at udmatte udøveren, kender jeg ikke noget der på samme måde kan fuldstændig opsluge udøveren,« sagde han.
Han begyndte at male billeder efter at han i 1915 havde været nødt til at forlade posten som marineminister. Det var hans svigerinde, lady Gwendoline, kaldet ”Goonie”, der i juni 1915 under en familieferie i et stort hus i Hascombe nær Godalming i Sussex, skubbede til hans interesse.
Prøvede selv
Han havde nysgerrigt siddet og set hende male akvareller, og efter nogen tid foreslog hun, at han selv prøvede. Hun lånte ham sine pensler og vandfarve og han var straks begejstret.
Da han under 1. verdenskrig tjente som frivillig officer ved fronten i Nordfrankrig, hvor han fik kommandoen over en skotsk bataljon, medbragte han selv forsyninger af skotsk whisky, et badekar samt staffeli, lærreder, pensler og oliefarve på tube.
Arbejdet med billederne gjorde ham godt og var medvirkende til, at han kunne holde et tilbagevendende mismod stangen. I hans oliebilleder, landskaber og stilleben, er der ingen tegn på sindsformørkelse.
Churchills billeder var hovedsagelig impressionistisk inspirerede landskaber.
»Landskaber protesterer aldrig over ligheden, modsat dem man portrætterer,« sagde han.
Han malede ved sit hus, Chartwell, blandt andet den lille sø med de sorte svaner, ellers blev mange billederne til på ferier i Sydfrankrig, Ægypten og Marokko. Også pyramiderne ved Giza, da han var i Ægypten i 1921.
Som kunstner brugte han signaturen »Charles Morin«.
»Hvis det færdige produkt ligner et kunstværk, så er det et kunstværk,« var Churchills indstilling.
Nogen tid efter Churchills død i 1965 solgte Lady Clementine nogle få af sin mands billeder for at finansiere sit otium. Men allerede i forbindelse med topmødet i Casablanca i januar 1943 mellem Storbritannien, Frankrig og USA forærede Churchill den amerikanske præsident, Roosevelt, sit billede af Kutubiyya-moskeen i Marrakesh som en privat gave og en venlig erindring om deres samarbejde.
Efter sin fars død solgte Roosevelts søn, Elliott, billedet allerede i 1950. Igen i 2011 blev det solgt af en kunsthandler i New Orleans for knap tre millioner dollars – ca. 20 millioner kr. – til skuespilleren Brad Pitt. Han satte det på auktion igen i 2021, hvor det hos Christie’s blev solgt for syv millioner pund – små 70 millioner kr.
Churchill havde i sin levetid malet godt 500 billeder. En række af dem er udstillet på Chartwell, mens andre er findes i private samlinger. Under Anden Verdenskrig malede Churchill kun ét billede. Han havde ganske enkelt ikke tid til flere.