Fortsæt til indhold

Han går 20.000 skridt om dagen: Nu takker han af

Efter 40 år som halinspektør siger Knud Andersen fra Thorsø stop. Han ser frem til livet uden natteoprydning og lange arbejdsdage.

Kultur og byliv

»Jeg bliver 66 i år – det er nu, det skal være.«

Sådan lyder det fra Knud Andersen, der går på efterløn efter fire årtier i maskinrummet bag Randers’ idrætsliv.

Han startede som 25-årig i Ulvehøjhallen i Haslund i 1985. Et opslag i Amtsavisen og nok også et godt kendskab fra håndboldmiljøet i Vorup FB sendte ham ind i jobbet som halinspektør. Belejligt nok boede han også lige overfor hallen på Møllevangsvej.

»Det var jo et tilfælde. Jeg søgte stillingen, fordi jeg brugte så meget tid på håndbold. Så kendte de mig nok lidt i forvejen,« fortæller Knud Andersen, der oprindelig er udlært fra røgeriet i Strømmen og derefter var tømrer.

I 40 år har han sat sit præg på Ulvehøjhallen, Dronningborghallen og Arena Randers. For på et tidspunkt blev hans stilling, sammen med en kollega, udvidet til også at omfatte ansvaret for flere haller. I dag har han titlen af servicechef, selvom de fleste nok vil kende ham som halinspektøren Knud.

Der bliver gået mange skridt, når man arbejder i en hal. Det bliver til over 20.000 skridt på en normal dag. Foto: Kian Johansen

Tid bag skrivebordet

Men hverdagen er ikke længere, som da han begyndte.

»Dengang lavede vi alt. I dag er det også møder, brandsikkerhed og dokumentation. Du kan ikke have et arrangement med 150 mennesker uden en godkendt opstilling fra beredskabet,« forklarer den erfarne halinspektør.

»Alt skal dokumenteres i dag. Før var det bare op med nettet og så i gang. Nu skal du tegne, planlægge og godkende. Der er meget mere administration - og langt mindre sport,« siger Knud Andersen.

Idrætten fylder mindre i de store haller, og det, mener han, er en skam.

»Håndbolden har det hårdt, og boksning er næsten væk. Pickleball og volleyball er kommet ind, og vi har meget basketball - det er godt. Idrætten er stadig vores levebrød, men der mangler noget til at give det et spark bagi,« siger han.

Det er ikke kun sporten, der er skiftet ud. Også brugerne.

»Før kendte du alle fra klubberne. Nu er der eksterne aktører og store kommercielle events oveni. Jeg er desværre bange for, at om mindre end ti år skal brugerne gøre meget mere selv. De ansatte i hallerne får bare stukket en kontrakt i hånden og skal levere,« lyder det fra Knud Andersen.

Knud Andersen lover, at han nok skal få tiden til at gå, når han stopper som servicechef i Arena Randers. Foto: Kian Johansen

De rare mennesker

Selv har han aldrig været i tvivl om, hvorfor jobbet har holdt ham fast i 40 år. Hvorfor han har arbejdet et utal af timer og ryddet op efter en koncert, der sluttede klokken 1, hvorefter han kunne gå i seng klokken 5. Og derefter op dagen efter til en ny vagt i hallen.

»Det er jo sjældent, vi har to ens arrangementer i træk. Det er virkelig afvekslende. Og så har jeg altid haft med rare mennesker at gøre,« siger han.

Han har set alt fra cigaret-tågede boksekampe i 80’erne til de store TV-produktioner med X Factor og store messer i nutiden.

»Der var engang, hvor vi havde så meget røg, at man ikke kunne se bokseringen. Det ville jo aldrig ske i dag. Nu går brandalarmen, bare der ryges på toilettet,« siger han.

88.000 skridt

Men det er ikke bare arrangementerne, der er forandret.

Det er også arbejdspresset.

»Jeg gik 88.000 skridt på en weekend for tre uger siden. 13-14 timer begge dage. Heldigvis havde jeg fri mandag og tirsdag, for der kunne jeg ikke engang tage fem skridt. Der var jeg smadret, da jeg kom hjem,« siger han.

Derfor giver det mening at give stafetten videre nu.

»Vi har fået nye kræfter ind. Det er en kæmpe hjælp, for alt bliver mere teknisk. Men erfaring er svær at forklare. Den har jeg jo fået igennem 40 år,« siger Knud Andersen.

Han understreger, hvor vigtigt kompetent personale er i netop en idrætshal som Arena Randers og i den nye kommende Dronningborghal. For opgaverne er alsidige, og man skal vide mange ting.

»Hvis du ikke ved, hvor lyset tændes, eller hvor sikringerne sidder eller har en viden på ryggraden, kommer det til at tage meget tid at komme ind i faget nutildags.« mener han.

Træhuset til salg

Fremtiden er planlagt. Han og konen, der også stopper på atbejdsmarkedet, vil sætte deres træhus i Thorsø til salg og flytte tættere på byen. De byggede det selv tilbage i starten af 00’erne.

Der er voksne børn og børnebørn i Randers og Hawaii, der skal besøges.

Og motionen skal nok holde ham i gang. Det bliver gang, løb og anden motion. Der er ifølge Knud Andersen nok at vælge imellem. Han er ikke kun til en slags motion.

Sidste år deltog han i Hybrid Challenge Randers, der netop foregik i Arena Randers. Ufordringen består i at løbe otte runder af 650 meter, men så skal man også gennemføre en fitness udfordring imellem hver runde løb.

»Jeg er ikke bange for, at jeg kommer til at kede mig. Det ligger ikke til mig,« siger han med et kæmpesmil.

Privilegeret kontakt

Alligevel er der noget, han kommer til at savne.

»Kontakten. Jeg tør slet ikke gætte på, hvor mange mennesker jeg har mødt gennem årene. Det har været et kæmpe privilegium at møde dem alle,« siger han.

Er der noget, du gerne vil sige, hvis du måtte få det sidste ord?

»Tusinde tak for sindssygt mange gode timer. Der er ikke mange, der har været så privilegerede som jeg. Jeg har rigtig, rigtig mange gode kolleger. Jeg har overlevet fem-seks chefer, og jeg ved ikke hvor mange foreningsformænd. Så hele den vej har jo været fantastisk. Så det har været et kæmpe privilegium. Tak.«

Der afholdes afskedsreception og fejring af 40-års-jubilæet 20. juni i Arena Randers. Tilmeldning senest 18. juni.