Nu åbner gigantisk galleri under jorden: »Ikke som noget andet på Aros«
Det nye Salling Galleri byder på 1.000 kvadratmeter sanselig samtidskunst i mørke, rå rammer under Aros.
Det er måske mørket for enden af tunnellen, der drager en til at bevæge sig ned ad den passage, som fører væk fra den store, lyse museumsbygning, ned i dybet.
Eller også er det ordene fra museumsdirektør, Rebecca Matthews:
»Et 1.000 kvadratmeter rum er hugget ind i jorden, designet til at udfordre normerne inden for det at lave udstillinger. Det er ikke som noget andet på Aros - langt fra hvide gallerivægge. Salling Galleriet er i langt højere grad en invitation til at tage kunstneriske chancer og til at opleve nye sanselige møder med kunst på originale og uventede måder.«
Fredag den 20. juni slår Aros dørene op til deres nye underjordiske Salling Galleri, hvor du kommer til at kunne opleve monumentale værker af især video, installation og performance i rå og industrielle rammer.
Det 1.000 kvadratmeter store galleri udgør første del af museets omfattende udvidelse, som også kommer til at indeholde det meget omtalte værk ‘The Dome’ af James Turrell.
Med Salling Galleriet ønsker Aros at lade samtidskunsten folde sig ud og spille sammen med den underjordiske arkitektur, fortæller arkitekt på projektet Morten Schmidt fra mikrofonen til indvielsen på det nye galleri onsdag den 18. juni.
»Når man går ned mod Salling Galleriet er det en rejse - ikke op mod udsynet, men indad. En indadvendt, meditativ oplevelse, hvor sanserne vender sig mod stilheden, lyset og kroppen,« fortæller Morten Schmidt.
Røde papirer spredt omkring på gulvet, figurer med skarpe tænder og mange arme, en mystisk video på storskærm med masker, spørgsmålstegn og uendelige loops.
Den første udstilling i det nye galleri sigter mod at sætte sanserne i spil - Ideen er faktisk at skabe en form for sanseoverbelastning eller en feberdrøm, fortæller Jenkin van Zyl, den britiske kunstner bag udstillingen ‘Lost Property’, som kan opleves i Salling Galleriet indtil april 2026.
‘Lost Property’ er en totalinstallation skabt særligt til Salling Galleriet, hvor video, lyd og scenografi inviterer publikum ind i et surrealistisk univers, der kredser om emner som identitet og magtstrukturer.
De rå og mørke omgivelser taler ind i fortællingen, og er med til at vække nysgerrigheden hos museumsgæsterne, siger Jenkin van Zyl.
Han er begejstret over samarbejdet med Aros:
»Mange gallerier og kultursteder tænker meget sikkert og forudsigeligt altid, men i det nye underjordiske galleri har jeg kunnet udfolde mig med mine ideer og tanker. De stoler på mig.«
Udvidelsen af Aros sker med støtte fra Salling Fondene, Ny Carlsbergfondet, Aarhus Kommune, kunstmuseet selv og en privat, anonym donation. Selve Salling Galleriet er blevet til efter en donation på 4 mio. kr. fra Salling Fondene.