Tusinder flokkedes til festival for børn: »Vi er overvældede over opbakningen«
Kulturfesstival for børn har for alvor slået sig fast som en stærk tradition.
Den gratis børnekulturfestival Skrål er blevet en fast tradition i Favrskov.
Igen i år var det Kulturhuset Sløjfen i Hadsten, som lagde lokaler og jord til.
Det var lørdag 21. juni, løjerne løb af stablen med et program fyldt med musik, teater, workshops og leg for børn i alle aldre.
I år trak festivalen over 4000 besøgende til.
»Det er langt mere, end arrangørerne havde turdet drømme om,« lyder det i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune
Den fortsætter:
»Festivalen, der nu for tredje år i træk er blevet afholdt som et samarbejde mellem blandt andet Favrskov Biblioteker og Kulturhuse, Favrskov Musikskole, Favrskov Dramaskole, Favrskov Billedskole og Sangkraft Favrskov, har for alvor slået sig fast som en stærk tradition i kommunen og et kulturelt højdepunkt for børnefamilier.«
Overvældede
Solen bagede på pladsen ved Kulturhuset Sløjfen, hvor store og små hyggede sig.
I løbet af dagen oplevede publikum blandt andet en energifyldt koncert med Skrallebang, fællessang og korindslag fra lokale skolebørn under Skoleskrål, og et »festfyrværkeri af fortællinger og musik med Sigurd Barrett, der som altid havde hele salen i sin hule hånd,« lyder det i pressemeddelelsen.
Udenfor marcherede Hinnerup Garden tværs over festivalpladsen, mens børn kastede sig ud i alt fra hoppeborge og rappelling til trommeworkshop med Thomas Ousager, dans med Let’s Dance og folkedans med orkestret Svøbsk.
Samtidig bød dramaskolen på en stemningsfuld forestilling, billedskolen inviterede til kreativ fordybelse, spejderne tilbød sjove udfordringer, og bibliotekets eventyrzone tiltrak både små og store eventyrere.
I festivalens café blev der langet hjemmelavede og økologiske slushice, pizzasnegle og pølsehorn over disken i ét væk.
»Vi er overvældede over opbakningen. Der var liv, leg og latter overalt – og vi oplevede, at alle aktiviteter blev taget godt imod. Det viser, hvor stor betydning levende børnekultur har i Favrskov. Skrål er skabt sammen med vores samarbejdspartnere og borgerne – og den energi og fællesskabsfølelse mærkede man tydeligt på pladsen,« lyder det fra Trine Valentin, leder af Hadsten Kulturhuset Sløjfen, i pressemeddelelsen.
Skrål vender tilbage igen i 2026.