Hun arrangerede famøs endagsfestival, der endte i en massakre. Nu er Mariane død
Danielle Mariane Malfet er død 75 år. Hun gjorde sig især bemærket i byens punkmiljø i 1970'erne og 1980'erne, hvor hun fik samlet punkerne i jazzens hus.
Punker og radiovært Danielle Mariane Malfet er død – 75 år gammel.
Det oplyser sønnen Kevin R. Malfet i et opslag på Facebook.
»Min elskede mor blev i går en stjerne på himlen. Det er med tungt hjerte, at jeg deler den svære nyhed, at min mor er gået bort. Hun har nu fået fred, og selvom sorgen er stor, fyldes mit hjerte også med dyb taknemmelighed over alt det, hun har været og givet.«
Danielle Mariane Malfet gjorde sig særlig bemærket i 70’erne og 80’ernes punkmiljø i Aarhus, og senere blev hun radiovært og kastede sig ud i journalistikken, hvor hun både var hos Det Åbne Båndværksted og Mediehus Aarhus.
I punk-tiden spillede hun bl.a. både i grupperne Gylle og Slim.
Bands, der havde en række meget særprægede optrædener, og Danielle Mariane Malfet kom da også ind i bandet Slim med en baggrund som stripteasedanser. Så under en koncert med Slim kunne man ifølge JP Aarhus se, hvordan hun lod sin hund, den hvide bokser Malou, trække en medisterpølse ud af trusserne på hende.
Senere dannede hun bandet Gylle, som blev opløst efter en optræden på Roskilde Festivals Orange Scene i 1980.
»Slim kunne ikke spille, så de lavede et show i stedet,« har en af den aarhusianske punks bagmænd, Jan Jet, tidligere fortalt til JP Aarhus.
Men det var ikke kun gak og løjer. Mariane Malfet fik også en samlende rolle i punkmiljøet.
For tilbage i 1980 var der sparsomt med plads til punkmusikken på den aarhusianske scene. Men Mariane Malfet fik lavet en umiddelbart overraskende aftale med Jazzhus Tagskægget.
For på det genremæssigt normalt anderledes vante spillested, fik punkerne pludselig scenen til rådighed til et nyt punkarrangement, der blev døbt ”10’er punk”.
Konceptet var enkelt – det kostede 10 kroner, uanset hvor mange bands der var på plakaten.
Arrangementet blev, så vidt muligt, afviklet fast om mandagen, og her kunne de aarhusianske punkbands komme og spille – til stor gavn for hele punkmiljøet. Samme år lukkede Tagskægget dog, men arrangementet nåede alligevel at få en stor betydning for de aarhusianske udøvende punkmusikere, da de pludselig havde et sted at samles, uanset hvilken del af punkmiljøet man kom fra.
Mariane Malfet var også med til at arrangere den famøse endags punkfestival ”Rock Mod Profitten” i Stakladen, 16. februar 1980. En begivenhed, der senere skulle blive kendt som Staklade Massakren.
Her endte det ifølge politiet i slagsmål med flasker mellem både rockere og punkere. I læserbreve efterfølgende blev der dog fortalt en anden historie, skriver Aarhus Stadsarkiv, hvor især politiet fik kritik for en hårdhændet behandling af koncertgæsterne, som angiveligt både blev slået, kastet i asfalten, sparket og fik pudset politihundene på sig.