Normal bygger unormalt: »Det er et vildt ambitiøst og spektakulært flot projekt«
Normal har planer om at bygge et nyt arkitektonisk ambitiøst hovedkvarter med plads til 2.200 medarbejdere i Vrold ved Skanderborg. I stedet for typiske kontorbygninger i beton vil virksomheden bygge en landsby med mange mindre bygninger med sadeltag og grønne fællesarealer
Med armene over hovedet i jubel besluttede byrødderne på byrådsmødet onsdag i sidste uge enstemmigt at sende en ny lokalplan for erhvervsområdet ved Vestermose i Vrold samt et kommuneplantillæg i offentlig høring i ni uger.
Lokalplanen omfatter Normals nye internationale hovedkvarter, der – når det engang er fuldt udbygget – vil kunne rumme op til 2.200 medarbejdere.
Butikskæden, der åbnede sin første butik i 2013, oplever en vækst ud over det sædvanlige. I dag har kæden mere end 850 butikker fordelt over en række europæiske lande. Selvom det er bare seks år siden, Normal rykkede ind i sit nuværende domicil på Godthåbsvej, er pladsen blevet for trang.
I 2023 sikrede virksomheden sig erhvervsgrunden på næsten 150.000 kvadratmeter på Vroldvej i Skanderborg, hvor der er plads til at opføre det nye hovedkvarter tæt på E45.
Planerne for det nye hovedkvarter er ambitiøse og bryder med traditionerne for virksomhedsdomiciler. I stedet for en klassisk kasseformet kontorbygning vil Normal opføre en klynge af bygninger i to til fire etager integreret i landskabet og indbyrdes forbundet via stier og et grønt fællesområde.
Vi støtter med hænderne over hovedet. Stor ros til Normal for et superflot, ambitiøst og arkitektonisk flot byggeriChristian Wibe-Marker (K)
Den unikke tilgang er inspireret af Søhøjlandets kuperede terræn og middelalderens fortebyer, hvor gårdene lå i en kreds rundt om et grønt område. På samme måde vil Normal i Vrold skabe en moderne erhvervslandsby, der er æstetisk tilpasset naturen og det omkringliggende terræn.
Planen for hovedkvarteret omfatter foruden kontorfaciliteter også egne hotel-, konference-, uddannelses- og idrætsfaciliteter og lægger desuden stor vægt på rekreative områder forbundet af stisystemer. Planen er at opføre det nye hovedkvarter i etaper. Når hovedkvarteret med tiden er fuldt udbygget vil byggeriet nå op på 43.500 kvadratmeter.
Planerne for det nye hovedkvarter fik brugen af superlativer til at nå nye højder i byrådssalen, hvor Normal høstede ros for især æstetikken og den høje arkitektoniske værdi i byggeriet.
»Vi støtter med hænderne over hovedet. Stor ros til Normal for et superflot, ambitiøst og arkitektonisk flot byggeri,« lød det således fra konservatives Christian Wibe-Marker, mens blandt andre Venstres Birte M, Andersen understregede, at det nye hovedsæde er et vigtigt skridt i kommunens erhvervsudvikling.
Det er et vildt ambitiøst og spektakulært flot projekt, der nu er på vej i et område, der siden 2010 har været udlagt til erhvervsudvikling. Det bliver Normals world wide hovedkvarter, og det er en kæmpestor succes for Skanderborg, hvis planen kan realiseres.Frands Fischer, borgmester
»Det er ikke normalt at ville bygge et hovedkvarter som det, Normal har på tegnebrættet her. Et stort ja-tak. Vi glæder os over at være hjemsted for Normals hovedkvarter og over, at det arkitektoniske og æstetiske udtryk har betydet noget for virksomheden,« tilføjede radikales Anne Heeager.
Første etape bliver på cirka 17.000 kvadratmeter og giver plads til 500 medarbejdere. Virksomheden vil etablere kælderparkering og ønsker at fremme grønne transportløsninger. Blandt andet vil Normal indsætte egne shuttlebusser mellem Skanderborg Station og det nye hovedkvarter for at støtte op om grøn mobilitet.
»Det er et vildt ambitiøst og spektakulært flot projekt, der nu er på vej i et område, der siden 2010 har været udlagt til erhvervsudvikling. Det bliver Normals world wide hovedkvarter, og det er en kæmpestor succes for Skanderborg, hvis planen kan realiseres. Normal er blandt de største virksomheder, vi har i kommunen og har nogle vækstplaner, der er ret vilde. Det nye hovedkvarter vil blive et ikonisk vartegn, når man kommer sydfra ad motorvejen, og bliver det, som det er tegnet, så er det absolut noget, vi kan være stolte af at huse i Skanderborg,« understreger borgmester Frands Fischer.
Den ni uger lange høringsperiode er nu i gang, og kommunen vil midt i august invitere til borgermøde om projektet.