Fortsæt til indhold

»Et grønt åndehul« slår rødder i Aarhus: Nu er byens nye park indviet

Taler, koncerter og symbolsk plantevanding markerede indvielsen fredag eftermiddag - nu venter 50 gratis sommerarrangementer i Aarhus' nye bypark.

Kultur og byliv

»Et grønt åndehul« kalder kommunen stedet på deres hjemmeside, og hvis man ser bort fra ”The Dome, a Skyspace”, som endnu ikke er færdigbygget og -beklædt, så er det grønne omgivelser, der møder en, når man nærmer sig pladsen udenfor musikhuset i Aarhus.

Fredag kl. 15 genåbnede Musikhusparken i forvandlet form med taler, musik og gratis adgang til alle.

Musikhusets direktør Jan Christensen var blandt talerne, da Musikhusparken blev officielt indviet fredag eftermiddag.

Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (RV), bød velkommen, og herefter var der en række taler fra blandt andre musikhusdirektør Jan Christensen, Nina Kovsted Helk, CEO i Realdania, som står bag byggeriet, Karin Salling fra Salling Fondene og Rikke Juul Gram fra Schønherr Landskabsarkitekter - tegnestuen, som har tegnet parken.

En symbolsk plantevanding var også på programmet for at slå fast, at det her sted er kommet for at blive.

»Den nye park vil efter min mening gøre en stor forskel for aarhusianerne og andre besøgende. Min datter på ti år gav parken 10 ud af 10, og jeg er enig,« lød det blandt andet fra Rabih Azad-Ahmad.

»Vi drømmer om, at den nye musikhuspark bliver et levende sted, som samler kultur, kreativitet og fællesskab,« lød det fra Karin Salling, da hun fik ordet.

Festlighederne blev for alvor skudt i gang, da Trubaduren & hans Rockband gik på scenen, efterfulgt af JJ Paolo senere på aftenen.

Der var også plads til vandleg for de mindste.

Og fejringen er ikke slut. I løbet af sommeren er der 50 events at holde øje med i kalenderen - alt fra dansefestival til morgensang, jazz-yoga og opera, og alt sammen helt gratis.

Det samlede budget for anlægget af Aarhus’ nye musikhuspark er på 54,55 mio. kr. Bidrag fra Salling Fondene, Realdania, Aarhus Kommune selv og NRGi har gjort det muligt, at få parken færdig.

Karin Salling var også på plads til indvielsen. Det er blandt andet bidrag fra Salling Fondene, som har muliggjort etableringen af parken.
Festlighederne blev for alvor skudt i gang af "Trubaduren & hans Rockband".