Jazzfestival morgen, middag og aften: Peter Vuust spiller 19 koncerter på en uge og Aarhus Jazz Ochestra arrangerer 29
Byens jazzmusikere spiller næsten i døgndrift ved festivalen, der er årets mest travle og sjoveste uge. De giver koncerter med deres gode venner, familie og kolleger på kryds og tværs - også nogle der er gratis.
Aarhus fyldes med levende jazz, når Aarhus Jazz Festival slår dørene op for ni dage spækket med musik, kunst, leg og eksperimenter. Det sker 11. til 20. juli.
For mange af musikerne betyder det meget lidt søvn og masser af fest, musik og ballade.
Peter Vuust sætter rekord med ikke færre end 19 annoncerede koncerter. Han er skarpt forfulgt af sin søn, der er trommeslager og kommer hjem fra sine musikstudier i New York for at være med. Mikkel Vuust spiller 15 koncerter, hvoraf langt de fleste er sammen med sin far.
»Sidste år spillede jeg faktisk 22 koncerter, men i år har jeg droppet den sidste jam. Der er som regel også en øver per dag,« bemærker den energiske bassist.
Han forklarer at det gode ved jazzfestivalen er, at den er så afslappet.
»Jeg kan nå det, fordi jeg forbereder mig, og så er det bare fedt at være i musikken og stemningen, når det hele er i gang. Det bedste er, at jeg møder alle mine venner på vej til og fra jobs,« forklarer Peter Vuust sin store entusiasme.
Står bag 29 koncerter
Også Aarhus Jazz Orchestra har arbejdstøjet på i næsten døgndrift under festivalen.
Det arrangerer 29 meget forskellige koncerter, der byder på alt fra store verdensnavne til noget nyt og eksperimenterende.
Orksteret har alle mand med på scenen fem gange og spiller derudover enkeltvis eller nogle stykker i mange andre sammenhænge.
For eksempel sidder John Riddell bag trommerne ved ni koncerter, og trompetist Jakob Sørensen spiller otte.
Det 17 mand store jazzorkester spiller Jazzgalla i Musikhuset 10. juli med den levende baslegende Marcus Miller.
Desuden har det sammen med Kira Skov og dirigent Geir Lysne arrangeret og spiller en hyldest til Billie Holiday. Hele bigbandet går på scenen til alle fem hæsblæsende koncerter.
Familie, kirke og sanser
Også for Camilla Dayyani bliver Aarhus Jazz festival en fest i år. Hun arrangerer og spiller helt forskellige koncerter på daglig basis.
Blandt andet fordi hun skal spille med - som hun siger - sine to underskønne nevøer, Carlo og Antonio Dayyani. De har dannet Dayyani Family Party, som eventuelt får besøg af andre Dayyani’er, da familien tæller flere musikere.
Hun står også for Sangskattekisten sammen med Salam Susu og hendes harpe, så sangskattekisten møder Arabien, når den spiller musik for børn op til seks år og deres voksne.
Hun kaster sig også ud i en sansekoncert, Mærk Musikken, og noget helt nyt i Gellerup Kirke med hendes kvartet, digteren Peter Laugesen og trommeslageren Paal Nilssen-Love. Han er norsk trommeslager,komponist og årets artist in residence.
Hemmelig klub for børn
I år har Aarhus Jazz Festival 37-års jubilæum med alt fra store internationale navne til unikke koncerter på utraditionelle steder, talks og workshops – samt hyggelige udendørs spots, hvor man kan nyde musikken under åben himmel.
Blandt årets højdepunkter finder man Norah Jones, som åbner festivalen 11. juli i Musikhusets Store Sal.
Andre markante internationale gæster er blandt andre Madeleine Peyroux, Jo Harrop, Robben Ford, Rosalia de Souza og Mat Maneri.
På den store åbningsdag har En Hemmelig Klub en workshop, hvor de sammen med børnefamilier laver to meter høje dukker, som skal gå med i den traditionsrige street parade.
Og så folder de en fantastisk jazzlegeplads ud fire forskellige steder i byen. Første gang søndag i Øst for Paradis, hvor der også kommer to musikere og spiller, mens familier kan bygge løs.
Man kan også opleve karismatiske Maria Faust. Hun har taget gammel marchmusik fra totalitære stater og vendt dem på hovedet, så det er blevet til smukke melodier.
Dem opfører hun med et orkester i den gamle byrådssal på Køn, som var hovedkvarter for Gestapo under Anden Verdenskrig.
Gratis koncerter
Det behøver ikke at være dyrt at høre jazz ved årets festival. Der er nemlig jazz under åben himmel.
Det sker på Klostertorvet, Institut for (X), Salling Rooftop og som noget nyt: en picnic ved Aarhus Å foran spillestedet Turkis.
Her kan publikum nyde gratis koncerter og købe picnickurve fra madkollektivet Syv Munde.