Fortsæt til indhold

Efter flere års planer: Rema 1000 rykker ind i ny by

I flere år har der været planer om at åbne en Rema 1000 i området.

Kultur og byliv

Der har i flere år været snak om planer om at åbne en Rema 1000-butik i Ry. Der har også været dialogmøder om planerne. Og om et år sker det altså.

Rema 1000 flytter til Ry Øst.

Den eksisterende butik lukker, og Rema 1000 opfører herefter en ny discountbutik på grunden.

»Det begyndte helt tilbage i 2019, hvor der var et pres for, at vi skulle finde en løsning på at få Rema 1000 til Ry – og det var vi så en del af at finde den løsning,« lyder det fra Carsten Bank-Mikkelsen, formand for Brugsforeningen TRYG, til Din Avis.

Det sker til maj i 2026, når Rema 1000 køber den nuværende SuperBrugsen i Ry Øst, oplyser Brugsforeningen TRYG på deres hjemmeside.

»Det er med et tungt hjerte, at vi midlertidigt må lukke SuperBrugsen. Vi afventer klarhed over, hvor og hvordan en ny SuperBrugsen skal etableres, så den passer ind i fremtidens Ry Øst. Den nuværende kommuneplanramme er ikke længere tidssvarende. Området er i forandring – fra industriområde til boligområde – og det kræver omtanke, planlægning og en ny lokalplan for området.,« siger Carsten Bank-Mikkelsen formand for Brugsforeningen TRYG.

Brugsforeningen TRYG ejer flere grunde langs både Brunhøjvej og Industrivej i Ry.

»Vi håber, at vores grunde i Ry Øst kan anvendes til både boliger og nye butikslokaler,« siger direktør Thomas Dahl.

»Vi har ingen interesse i selv at bygge boliger, men vi ønsker at grundene kan blive bebygget på en måde, der indarbejder en ny SuperBrugsen i området.«

Alle medarbejdere i den nuværende SuperBrugsen vil blive tilbudt ansættelse i andre butikker i Brugsforeningen TRYG.

Hvornår Brugsforeningen TRYG åbner en ny SuperBrugsen i samme område er endnu uvist.

»Det kommer an på, hvor hurtigt, vi kan få lavet en plan, men vi går i gang med kommunen om det, og så må vi se, hvornår vi er klar,« lyder det fra Carsten Bank-Mikkelsen til Din Avis.