Nu skal der skraldebang på »verdens kedeligste mur«
Der findes næppe noget kedeligere end en lang rød murstensmur. I hvert fald ikke, hvis man spørger Hadsten Billedskole, der snart går i gang med at udsmykke muren ved Hadsten Biograf
Bevæger man sig ned ad Vesselbjergvej i Hadsten vil blikket på et tidspunkt ramme en lang, rød mur. Inde bag muren kan biografgængere rejse ind i alverdens filmuniverser og blive opslugt af filmlærredets store historier. Men fra Vesselbjergvej står den lange røde mur som et tomt lærred uden mulighed for at rejse i fantasien eller blive opslugt af noget som helst.
Det skal der nu laves om på.
Hadsten Billedskole er i samarbejde med kunster-parret Marie Lau Krogh og Hasse Sandell nemlig klar med et stort kunstprojekt, som skal pryde den kedelige mur.
»Vi har længe været i gang med at forberede projektet. Vi har skullet finde kunstnere, som er gode til at skabe i samarbejde med børn, og vi har naturligvis også skullet finde midlerne til projektet,« siger Anne Ørskov, der er formand for Hadsten Billedskole.
Hun indrømmer dog, at det ikke har været helt så nemt at skaffe midler, som håbet, og det har da også fået konsekvenser for projektet.
»Vi har fået støtte fra Favrskov Kommune og Norlys, men vi har også fået en del afslag fra andre donorer. Derfor har vi besluttet at nedskalere projektet i forhold til de oprindelige planer. Men muren vil stadig blive fuldt udsmykket med skraldebang og gode farver, elementerne bliver bare lidt mindre« forsikrer hun.
250 børn og lokal forankring
Det er ikke første gang, der kommer kunst på biografens mur. Tilbage i 1987 blev der hængt et 80 m2 stort kunstværk op på muren. Dette værk fik lov at hænge i 27 år, og nu er det altså tid til, at øjnene igen kan få noget flot at se på.
»Der er jo mange, der kommer forbi denne mur, og så er det da trist, at den fremstår som verdens kedeligste mur,« lyder det fra Anne Ørskov.
Projektet går i gang i uge 44 og 45, hvor der vil blive holdt workshops med mange af byens børn, mens der ventes at være fernisering i det tidlige forår 2026.
»Der kommer cirka til at være mellem 200 og 250 børn med til at lave elementer til værket. Vi har kontakt til byens skolers mellemtrin, og så skal børnene fra Billedskolen jo også være med,« fortæller Anne Ørskov.
Kunstværkets motiv er indtil videre hemmeligt, men Anne Ørskov afslører, at det vil have noget med naturen og ungdomslivet i Hadsten at gøre.
»Vi vil gøre det så lokalt forankret som muligt. På den måde får flere et tilhørsforhold til værket. Det gør sig både gældende i motivet og i vores samarbejde med lokale børn og unge,« siger Anne Ørskov, der også fortæller, at man har rakt ud til Den Jyske Håndværkerskole for at høre om deres unge kan hjælpe.
Anne Ørnskov er glad for, at Billedskolen kan være med til at sætte kulør på Hadsten, og hun ser frem til at komme i gang med projektet.
»Det er en drøm for os at sætte aftryk på byen, og jeg er virkelig stolt af, at Billedskolen på den måde får lov at vise, hvad vi kan. Det er jo et værk, som forhåbentligt får lov at hænge i mange år fremover, så rigtig mange kommer til at se det,« fortæller hun.