Randers skal udstilles i Berlin: »Det er en kamikaze-agtig måde at kuratere på«
En galleriejer fra Østberlin elsker Randers så meget, at han vil hylde byen.
Hvis du skal til Berlin, skal du sikkert forbi resterne af Berlinmuren. Måske skal du se Checkpoint Charlie, en tur i radiotårnet eller gå forbi Brandenburger Tor.
Men hvis du nu skal til Berlin i august og september, har du en helt unik mulighed. Du kan nemlig opleve en vaskeægte Randers-udstilling på et galleri i byen.
De syv kunstnere, der er en del af udstillingen, kommer alle fra Randers. En af dem er Mette Juul, der er født og opvokset i Dronningborg. I dag bor hun i København. Det er hendes kæreste Rolf Kuchling, der er kurator på udstillingen, som har fået navnet ’I love Randers - the artcity of Denmark’.
»Rolf er vokset op i Østberlin, og han boede der, så længe muren var oppe. Efterfølgende er han flyttet til Danmark, og vi har mødt hinanden. I den forbindelse begyndte han at komme i Randers, fordi mine forældre stadig bor her - og han elsker Randers,« fortæller Mette Juul.
Ren kærlighed fra Rolf
Det er ikke for sjov, når Mette Juul siger, at hendes kæreste elsker Randers. Han har simpelthen fået lavet en kasket, hvor der står ”I love Randers”.
»Han har også en badge, som han går rundt med, og folk går helt amok. De vil bare have fingrene i sådan en kasket,« griner hun.
Selvom man godt kunne se sådan en kasket som sarkastisk - specielt når Rolf Kuchling bærer den steder, der elsker at gøre grin med Randers, så er det på ingen måde ment sådan, forsikrer Mette Juul.
»Fra Rolfs side er det ren kærlighed til Randers. Han har ikke et forhold til Randers som meme-sted. Det har han aldrig haft, fordi han kommer fra Østtyskland. Han kan bare godt lide byen. Han identificerer sig med folkesjælen. Han føler sig enormt meget hjemme, og han kan se mange ligheder mellem Randers og Østtyskland,« siger hun og fortsætter:
»Han kan genkende det med industrien, der er væk, og at Randers er et sted, man griner lidt af. Han er østtysker, så han er også vant til at være en, som andre griner af.«
Det uspektakulære
Som sagt udstiller Mette Juul selv på ’I love Randers - the artcity of Denmark’-udstillingen. Hun er fotograf, så hendes værk er en frise med 22 billeder. Billederne er taget under en ’4th of July’-parade i North Dakota i USA.
»Jeg sidder i en bil i paraden og fotograferer publikum, så jeg bliver ligesom paraden. Det er et portræt af en by i small town America. Jeg tager den med, fordi den minder mig om Randers. Det er en meget almindelig by, og det er Randers også. Og det kan rigtigt meget. Det er ikke så dårligt. Det er noget ved det uspektakulære,« siger hun og fortsætter:
»Jeg synes, lidt mindre byer kan have et større udsyn. De ved nemlig godt, at de ikke er verdens centrum, og det er befriende. Det kan godt blive indelukket i byer, som har nok i sin egen identitet. Det har jeg oplevet i London, København og især New York. Det oplever jeg ikke i Randers. Der er godt med selvironi og humor.«
Dalsgaard, Neble og de andre
Udover Mette Juul er de andre seks kunstnere, der bliver udstillet i Berlin, Amanda Brix Kolstrup, J.V. Martin, Søren Hüttel, Per Neble, Jens Axel Beck og Sven Dalsgaard.
Sven Dalsgaard har du sikkert hørt om før. Han er en af de mest berømte kunstnere fra Randers, og det er ham, der skabte farven vidunderblå, hvis opskrift stadig er hemmelig.
»Dalsgaard er vigtig og relevant. Han var en vild kunstner, og han er superkendt. Det bliver fedt at se ham i kontekst med nogle yngre kunstnere. Neble har også lavet nogle fede udstillinger. Han lavede konceptuel kunst, der var foran sin tid,« siger Mette Juul.
Selvom du måske ikke er klar over det, så kender du helt sikkert et Per Neble-kunstværk. Det er nemlig ham, der har lavet ’Et Randersspil’, som du finder på Slotspladsen i Randers. De hvide kupler på pladsen er blandt andet en del af værket.
»Søren Hüttel har jeg kendt hele livet. Vi er altid fulgtes ad - både med skoler, jobs og udstillinger. Han laver alt muligt forskelligt, og han laver blandt andet nogle landskabsmalerier af byen. Han har blandt andet lavet et maleri af Bauhaus og tankstationen i Dronningborg,« fortæller Mette Juul og fortsætter:
»Jens Axel Beck arbejder med erindringer. Han kommer oprindeligt fra Assentoft, så han har arbejdet en del omkring Randers, fordi det er der, han er vokset op. Vi kender ham fra Det Fynske Kunstakademi.«
Og Det Fynske Kunstakademi er faktisk der, kunstneren Amanda Brix Kolstrup bruger sin tid. Hun går på akademiet, og Rolf Kuchling har fundet frem til hende ved specifikt at undersøge, hvilke kunstnere der findes i det randrusianske vækstlag.
Kamikaze-kuratering
Kunstnerne på udstillingen er meget forskellige. De arbejder med forskellige genrer inden for kunst - blandt andet fotografi og maleri. Det er Rolf Kuchlings opgave at få det til at gå op i en højere enhed, fortæller Mette Juul.
»Vi tænker, kunstnerne skal blandes. Det skal ikke være sådan, at der er et hjørne med Per Neble og et hjørne med Jens Axel Beck. I slutningen af juli tager vi til Berlin med alle værkerne, og så prøver vi at finde frem til, hvordan det skal være,« siger hun og fortsætter:
»Der er ingen anden tematik end, at kunstnerne er fra Randers. Det er en meget kamikaze-agtig måde at kuratere på - men det bliver levende og sjovt. Vi glæder os sindssygt meget.«
Kunstværkerne er lånt fra enten egne samlinger (det gælder især de nulevende kunstnere) og private samlinger (det er især de afdøde kunstnere).
Udstillingen ’I love Randers - the artcity of Denmark’ kan opleves i Rolf Kuchlings galleri Galerie Kuchling i Berlin fra 2. august til 26. september.
»Det er dejligt, at vi kan vise alt det, der er smukt ved Randers, og det, der fortjener en hyldest. Og det er dejligt, vi kan gøre det midt i Berlin på et stort galleri. Så blev Randers også hipsteragtig,« griner Mette Juul og fortsætter:
»Jeg håber, alle i Berlin kommer til at gå med ’I love Randers’-kasketter.«