900.000 kroner til nye toiletter: Nordea-Fonden støtter lokalt forsamlingshus
Voerladegård Forsamlingshus har fået 900.000 kr. fra Nordea-fonden til at renovere toiletfaciliteterne og gøre dem moderne og tidssvarenden.
Med 900.000 kr. i støtte fra Nordea-fondens Renoveringspulje kan Voerladegård Forsamlingshus nu igangsætte istandsættelsen og moderniseringen af toiletfaciliteterne, der har været i støbeskeen siden 2022.
Formand for Voerladegård Forsamlingshus, Henrik Ellegaard, er begejstret over støtten.
»Med støtten kan vi nu endelig færdiggøre renovering af vores forsamlingshus. Resten af huset er blevet grundigt renoveret med nyt tag, nye vinduer og nyt gulv. Og nu står toiletterne tilbage som et levn fra 1970’erne. Det bliver dejligt at kunne give denne fine opgradering til et af landsbyens vigtige samlingspunkter. Vi kan i bestyrelsen ikke få armene ned af begejstring. Uden støtten fra Nordea-fonden var vi aldrig nået i mål med finansieringen,« understreger han i en pressemeddelelse til Din Avis Skanderborg.
Med toiletrenovering kan forsamlingshuset byde på moderne og indbydende rammer og bidrage til det lokale fællesskab i Voerladegård. Blandt andet til de populære fællesspisninger arrangeret af lokale ildsjæle, hvor flere end 100 gæster ofte spiser sammen. Mange har i den forbindelse efterlyst mere tidssvarende og også handicapvenlige toiletfaciliteter.
»I vores projekt har vi fokus på at toiletterne bliver gjort tidsvarende, langtidsholdbare og handicapvenlige, så rammerne bliver endnu bedre for de forskellige lokale aktiviteter forsamlingshuset benyttes til,« siger Henrik Ellegaard
Nordea-fonden har uddelt 100 mio. kr. til 187 projekter gennem Renoveringspuljen, som støtter grønne og sociale forbedringer af lokale mødesteder over hele landet. 1.276 ansøgninger kom ind fra både små og store fællesskaber.
Projekterne har fokus på bæredygtighed, blandt andet gennem energirenovering og på tilgængelighed, og fordeler sig på 67 kommuner i alle fem regioner.
»Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes, og engagerer os i fællesskaber,« siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.