Fortsæt til indhold

»Vi kan ikke være det bekendt over for de mange gæster«

Sponsorstøtte gør køen mindre for de toiletsøgende i Grenaa.

Kultur og byliv

Der er simpelthen et problem med Grenaa og offentlige toiletter. Det er flere gange med ulækre billeder dokumenteret, at det halter med rengøringsstandarden på de eksisterende - og når der som lige nu er masser af gæster i bymidten, er der for få muligheder for at komme på toilettet.

Den situation ærgrer Marco Refskou, der står for barserveringen og musikken på Torvet hele sommeren. For at servicere sine gæster, betaler han af egen lomme for driften af to toiletter i en vogn i tilknytning til serveringsområdet. Byens øvrige gæster må, når toiletbehovet viser sig, søge mod enten det offentlige toilet i rådhusbygningen eller gå den lidt længere tur til parkeringspladsen ved Kannikegade.

Lige nu summer byen af liv og glade mennesker, når der er European Street Market – og i uge 31 er der ekstra mange gæster i byen, når der er Kattegat Cup, Grenaa Idrætsforenings internationale fodboldturnering.

Det europæiske marked er kommet til byen på invitation fra Handel Grenaa, og med det meget fine sommervejr indtil videre, har det betydet et stort rykind af gæster i midtbyen.

Marked sætter rekord

»Jeg er sikker på, at vi er oppe på et rekordniveau med gæster til markedet og musikken hver eneste dag. Vores gæster har så mulighed for at benytte de to toiletter, som er stillet op af os, men ellers er der kun toilettet på rådhuset, og rent ud sagt er der ikke mange, som har lyst til at benytte det. Vi ved jo, at Norddjurs Kommune har svært ved at holde de offentlige toiletter rene, og vi har alle set billeder af, hvor galt det står til,« siger Marco Refskou.

Derfor håbede han, at Handel Grenaa ville være med til at betale for leje af den toiletvogn, som i forvejen stod på Torvet med fire dametoiletter, to herretoiletter og pissoir, og med vandtilslutning og kloakering i forbindelse med Grenaa Motortræf. Men det ville Handel Grenaa ikke.

Nu er Marco ikke en, der giver så let op, så han fandt sammen med Djurssport og Djurs Fad, som er hans leverandør af øl og sodavand.

»De var heldigvis med på, at det er godt med aktivitet i byen, og det vil de gerne bakke op om, så de har givet et sponsorat, som dækker udgifterne ved at åbne den ekstra toiletvogn for gæsterne. Desværre kun ugen ud, for Handel Grenaa var ikke hurtige nok til at leje den under hele European Street Market, så den skal desværre videre til en anden udlejer,« siger Marco, der ikke har givet op med at dække endnu en uge af med ordentlige toiletforhold.

Han tror, at det ville have været en længere proces, hvis man skulle have søgt Norddjurs Kommune om tilskud til leje af toiletvognen.

»Nogle gange er man nødt til at handle, når man ser et problem. Og jeg tror ikke, at kommunen vil give et tilskud. Men vi kan ikke være det bekendt at tilbyde vore mange gæster så dårlige toiletforhold.«

Avisen har tilbudt Handel Grenaa at kommentere på indholdet i denne artikel, og afventer et svar.