Mandagsblues? Her er de festuge-arrangementer, der kan få dig i bedre humør
Det er blandt andet historiske kirker og store standupnavne på programmet.
Vi vil hver dag under Randers Festuge forsøge at guide dig til de oplevelser, som du ikke må gå glip af.
Vi er nået til mandag 11. august, og her er især noget for dig, der elsker fællesspisning, og dig, der elsker at gå på opdagelse nye steder.
En skjult perle
Hvis du nogensinde har parkeret på Gasværksgrunden eller Det Gamle Polititorv og gået derfra ind til midtbyen, er du sikkert gået forbi Randers Kloster og den markante klosterkirke.
Men har du nogensinde været indenfor i kirken?
Det har jeg ikke, men jeg kunne godt tænke mig det.
Hvis du har det ligesom mig, kan du tage med, når der klokken 14-15 er åbent hus i Randers Klosterkirke. Du får fortællingen om klostret, kirken og kirkegården af nuværende forstander Lars Højholdt Adamsen og tidligere forstander Jesper Bjerre Jakobsen.
Det er gratis at deltage.
Hvis du har lyst til flere oplevelser i samme stil, kan du før eller efter klosterkirken også svinge forbi Sct. Mortens Kirke. Flere dage i Randers Festuge slår kirken dørene op for dem, der ønsker at gå på opdagelse.
Her kan du lede efter opsatte QR-koder, der måske guider dig til kendte, ukendte og måske oversete detaljer i kirke og sakristi.
Der er fri entré alle dage.
Fællesskaber med musik
Hvis du er på jagt efter fællesskaber med musikalske islæt, kan du finde hele tre mandag i Randers Festuge.
Operaen inviterer nemlig til fællesspisning og fællessang klokken 17-21 på Kirketorvet. Her sidder du ved et langbord og får serveret en gang sommermad. Der er også musik og fællessang med husorkester - og måske en hemmelig gæst.
Der er entré.
Også KFUM og KFUK inviterer til fællesspisning med sang. Her bliver der sunget et par højskolesange. Det foregår hos de to organisationer i Jægergade klokken 18.
Her er der også entré.
Hvis mad ved langborde er lidt for stillesiddende til dig, kan du i stedet tage til en gratis dansetime. I Fritidscentret klokken 19-20 har du nemlig mulighed for at prøve kræfter med at danse swing og rock and roll.
Min bedste anbefaling
Det er nogle ret store standupnavne, der indtager scenen, når der klokken 19 er Brian Mørk Show på Kulissen i Storegade.
Komikerne Carsten Bang, Nicolaj Lange og Jimmy Lauridsen slutter sig nemlig til Brian Mørk, når de sammen optager live til podcasten Brian Mørk Show.
Det samme hold var forbi Kulissen i januar, og ifølge arrangørerne var det en aften, som mange stadig snakker om - og som mange har spurgt, om det var muligt at gentage. Og det er det altså blevet nu.
Glæd dig til en aften fyldt med skarpe replikker, improviseret galskab og grin helt ned i maven, hvor ingen ved, hvad der kommer til at ske. Jeg tror, det bliver skideskægt.
Der er entré til showet.