Fortsæt til indhold

Sådan får du den bedste tatoveringsoplevelse: Nyåbnet tatovør giver sine bedste råd

Det handler blandt andet om energi - og om ikke at overtænke.

Kultur og byliv

Janne Houlind åbnede 1. august sin egen tatovørforretning Lind Studio på Adelgade i Randers. Hun har godt ti års erfaring i branchen, og hun laver både små, enkle tatoveringer og store, detaljerede tatoveringer.

Her deler hun sine bedste tip til ting, du skal gøre, før du bliver tatoveret, mens du bliver tatoveret, og efter du er blevet tatoveret.

Før

Hvis du har en idé til en tatovering, er det smart at starte med at snakke om den med en tatovør, før du bestiller tid. Det kan være, den vedkommende tatovør ikke selv mener, de er den rigtige til at føre din idé ud i livet.

»Hvis jeg ikke synes, jeg er den rigtige til at lave en tatovering, skal jeg nok sige det,« fortæller Janne Houlind.

Hun oplever ofte, at nogen holder sig fra at få lavet tatoveringer med farver.

»Som udgangspunkt er der ikke noget at være bekymret for. Hvis du reagerer på farven, betyder det bare, at tatoveringen vil være længere tid om at hele - det er ikke sådan, at folk mister en arm. Men hvis du er hyperallergiker, vil jeg nok fraråde, at du får lavet en farvetatovering. Så ville jeg holde mig til sort/hvid,« siger hun.

»Som udgangspunkt er farvetatoveringer ikke noget at være bekymret for,« siger Janne Houlind. Foto: Lind Studio

Lige inden

Når du så har fundet den rigtige tatovør og bestilt tid, er der nogle ting, du skal være opmærksom på, når dagen for din booking kommer.

»Sørg for at få en god nats søvn og spis morgenmad. Generelt sørg for, at du har energi i kroppen. At blive tatoveret tager mere, end man lige regner med. Jeg plejer at sige, at du skal tænke på det som en bil. Hvis den er helt udtømt for energi, hvor langt kommer den så?« siger Janne Houlind og fortsætter:

»Dit blodsukker falder, og din krop er stresset, fordi den prøver at hele dig, mens vi laver et sår.«

Hun spørger derfor sine kunder, om de har fået morgenmad. Hvis svaret er nej, får de en myslibar. Hvis hun skal gøre nogle ting klar, inden selve tatoveringen kan gå i gang, foreslår hun dem også at gå ud og finde noget mad. Og hvis de har en ven eller et familiemedlem med, kan hun godt finde på at sende dem ud efter noget mad.

Janne Houlind har ikke specialiseret sig i en stilart. Hun laver meget blandet. Foto: Cecilie Bisgaard

Under

Når du sætter dig i tatovørstolen, er det vigtigt, at du slapper af.

»Jo mere du spænder, jo mere har det tendens til at gøre ondt,« siger Janne Houlind og fortsætter:

»Nogen snakker, nogen hører musik, nogen ser film. Jeg har også oplevet nogen, der strikkede. Det der med at flytte fokus fungerer ret godt,« siger hun.

Hun fortæller, at det også er vigtigt, at du siger til, hvis du har brug for en pause, at rykke på dig eller at komme på toilettet. Det skal være så afslappende som muligt.

»Det handler om at være komfortabel. Hvis vi starter i en anstrengende position, bliver det en lang dag,« siger hun.

Janne Houlind har altid gerne villet lave noget kreativt. Hun faldt for tatovørfaget, da hun var i skolepraktik. Foto: Cecilie Bisgaard

Efter

Janne Houlind oplever, at mange overtænker efterbehandlingen af deres tatovering.

»Der er nogen, der spørger, om de kan gå i byen dagen efter. De kan sagtens gå i byen samme dag. Men jeg plejer at sige, at de skal lade være med at rode rundt på jorden. Det er jo et sår. I bund og grund er det en hudafskrabning med farve i,« siger hun og fortsætter:

»Du kan også godt tage i træningscenter, men du skal måske undgå at lægge din nytatoverede arm lige der, hvor alle andre lægger deres svedige arme.«

Hun anbefaler, at du smører en ny tatovering tre gange om dagen i cirka to uger. Hun anbefaler panthenolsalve, men du kan også bruge økologisk kokosolie, hvis det skal være vegansk.

Din krop bruger som regel mellem to uger og en måned på at hele efter en tatovering. I den periode skal du helst undgå saltvand og klor.

»Det handler mest om, at det kan trække farven ud, så længe det heler. Hvis du er i tvivl, om den er helet, kan du køre en ren hånd henover. Hvis den føles som resten af huden, er den ved at være helet i overfladen. Nedenunder heler den i op til et år,« siger hun.

Hvis du om sommeren oplever, at din tatovering klør, behøver du ikke bekymre dig.

»Det er det sorte pigment, der reagerer med varmen. Du behøver ikke tænke det værste - det kunne være, fordi du har været meget i solen,« siger Janne Houlind.

Her kan du se en af de tatoveringer, som Janne Houlind har lavet. Foto: Lind Studio