Fortsæt til indhold

Aarhus Festuge skifter ud i toppen: Her er den nye direktør

Jakob Tekla Jørgensen tager over efter Rikke Øxner.

Kultur og byliv
ddp

Aarhus Festuge skal have en ny direktør.

Efter 10 år i ledelsesstolen takker Rikke Øxner af, og hendes efterfølger er fundet.

1. oktober tiltræder Jakob Tekla Jørgensen som ny direktør, oplyser festugen i en pressemeddelelse.

Jakob Tekla Jørgensen har mere end 15 års ledelses­erfaring fra teatre og kultur­institutioner i hele landet – senest som direktør for Kolding Egnsteater og tidligere for Teater Nordkraft i Aalborg samt White Hole Theater i Viborg.

Men lige så vigtigt har han også et indgående kendskab til kulturmiljøet i Aarhus og en stor kærlighed til byen, som han har boet i ad flere omgange siden 1995. Hans første festugeminder går helt tilbage til barndommen i 1980’erne.

»Jeg er både beæret og begejstret over at skulle stå i spidsen for Aarhus Festuge. Aarhus er min by. Jeg kender dens puls, dens sprækker og dens poesi – og jeg glæder mig til at samle byen om uforglemmelige øjeblikke,« siger Jakob Tekla Jørgensen om, hvad han beskriver som et ”drømmejob”.

Ifølge Aarhus Festuge er den nye direktør optaget af at arbejde i skæringsfeltet mellem kunst, teknologi, bæredygtighed og byudvikling, hvilket han har udviklet på forskellige måder i Haderslev, Aalborg, Viborg og Kolding.

Og så har han en akademisk baggrund inden for filosofi.

»Jakob er en kulturentreprenør, som både kommer med en solid faglig ballast og et stort kendskab til Aarhus og til Festugens historie. Med summen af hans brede erfaring samt skæve og krøllede ideer, er jeg sikker på, at vi har fundet den helt rigtige til at fortsætte Festugens udvikling, så vi også fremover kommer til at opleve overraskende markeringer og spektakulære signaturøjeblikke – til glæde for aarhusianerne og alle byens gæster. Jeg ser frem til samarbejdet,« siger Anders Winnerskjold, borgmester i Aarhus Kommune og bestyrelsesforperson for Aarhus Festuge.

Jakob Tekla Jørgensen kommer til at bruge resten af 2025 på at udforme visionen for de kommende års festuger i dialog med Aarhus Festuges bestyrelse, sekretariatet og de stærke samarbejdspartnere inden for byens kultur-og erhvervsliv, men hans udgangspunkt er klart:

»Aarhus Festuge er festivalernes OG (red. ”original gangster”): ældre end Woodstock og friskere end duften af ramsløg i Riis Skov i april. Den rummer både ‘j’ i fadøl og kunst med stort K. Og et smil. For som Victor Borge sagde, er smilet den korteste afstand mellem mennesker. I Festugen er det den samhørighed, der åbner for nye idéer og uventede perspektiver – og skaber det kulturelle statement, der høres langt ud over byens grænser. Dét er mit udgangspunkt,« fortæller Jakob Tekla Jørgensen.

Aarhus Festuge 2025 finder sted i dagene 29. august til 7. september.