Træd ind i Zirkus: Moulin Rouge møder Peaky Blinders i bøgeskoven
Lad dig lokke som Alice i Eventyrland og tag turen gennem kaninhullet til en helt anden verden - Zirkus kommer til byen
Absint i glasset, lounge med fede cigarer og swingende messingblæsere.
Så er stemningen sat i Smukfests nyeste rabbit hole: Zirkus.
Her rejser du tilbage i tiden til den spirende industrialisering i 1800-tallet, og Zirkus er netop ankommet til byen med alt hvad det indebærer af løssluppenhed med et twist af dekadence.
Det er Moulin Rouge møder Peaky Blinders og lower-deck Titanic med et twist af bøgeskoven.
Join the Zirkus disker op med absintbar, cigarlounge, honky tonk klaver, syngepiger og spektakulære artister samt hele to swingende jazzbands.
The Loop Orchestra, der består af nogle af de nye stjerneskud på den danske jazzscene, indviede Zirkus-scenen sidst på eftemiddagen onsdag med entusiastisk, glad og swingende jazz krydret med syngende solister.
Omkring 50 festivalgæster havde på det tidspunkt fundet vej gennem kaninhullet til Zirkus parat til at omfavne festivalens nye satsning.