Historiske sten med grusom fortid bliver genrejst ved Hammel
I 1700 tallet strakte Kongens jagtområde sig fra Skanderborg via Hammel og længere nord på. Nu genrejses nogle af de sten, der viste hvor jagtområde lå
Netop nu er et samarbejde mellem Hammel Arkiv og Voldum Skærsliberne tæt på endemålet, som er at genskabe to næsten to meter høje sten fra 1700-tallet.
Stenene var i sin tid en del af en lang række sten, som viste hvor kongens jagtområde, kaldet Skanderborg Vildtbane, lå. Inde bag stenene kunne bønderne se på kongens vildt boltre sig på markerne uden at kunne gøre noget ved det. For tillod en bonde sig at nedlægge et af kongens dyr, måtte bonden betale med sit liv.
Det måtte en bonde fra Vadsted blandt andet sande, da han kom kørende med en tildækket vogn. Han blev nemlig stoppet af en vildtbetjent, og da manden fra Vadsted ikke ville afsløre, hvad der var i vognen, blev han skudt og dræbt på stedet.
Livet bag vildtbanestenene var ikke nemt. Ejede man en hund, skulle hunden være lemmet, hvilket betyder, at den skulle have hugget det ene forben af, så den ikke kunne jage vildtet. Imens kunne vildtet gøre stor skade på bøndernes marker, så Vildtbanen var i den grad ikke populær.
Alligevel ønsker Hammel Arkiv nu at genopføre to af de sten, der stod ved Hammel.
»Vi synes, det er spændende, at Kongens Vildtbane har ligget så tæt på. Så da jeg var ved at kortlægge vildtbanestenene, kunne jeg se, at man kunne lave en sti mellem to af de sten, der har været i Hammel. Deraf kom idéen til Vildtbanestien,« fortæller Jens Ole Ravn-Nielsen, der står for projektet.
Stenene
I alt var der oprindeligt tre sten omkring Hammel. Den ene ved Klintholm, den anden stod ved villakvarteret Hvedebakken, mens den tredje stod lidt sydøst for Svenstrup.
»Oprindeligt var Vildtbanen afmærket med to til tre meter høje vildtbanepæle af træ, men disse holdt jo ikke til vind og vejr. I 1743 begyndte man at udskifte pælene med sten, og nogle af disse står stadig, hvor de gjorde dengang, mens andre er forsvundet,« fortæller Jens Ole Ravn-Nielsen.
Det er de to sten ved Klintholm og ved villakvarteret Hvedebakken, Hammel Arkiv ønsker at genopføre og lave en sti mellem. Stenene bliver hugget ud af Voldum Skærsliberne og til det arbejde, har de en ganske fin model at gå efter.
»Det viser sig, at i hvert fald de første ti sten ved Skanderborg Vildtbane er identiske. Teksten er skrevet med samme skrift, og den er nok skrevet af en, der ikke kender bogstaverne så godt,« konkluderer Jens Ole Ravn-Nielsen.
Han påpeger, at bogstaverne hælder på en lidt mærkelig måde, og så hæfter han sig også ved, at der øverst på stenene er en lidt ubehjælpsom tegning af en kongekrone.
Teorien er, at det er to brødre, Laus og Søren fra Skorup, der har hugget stenene. De tilbød i hvert fald deres hjælp dengang, og deres tilbud nåede også kongen. Derudover er der fundet et hus i Skorup med en masse stenskærver.
Stien
Netop nu er stenene tæt på at være færdighuggede, og snart skal de ud at stå på deres placeringer, hvor de også stod for snart 300 år siden. Denne gang skulle modtagelsen af dem være noget mere positiv end dengang, de viste, hvor kongens jagtmarker var at finde.
For udover at være minder om en svunden tid, kommer de to sten også til at udgøre start og slutpunkt på en sti, der tager gåfolket gennem smukke naturområder.
»Stien kommer til at gå gennem de såkaldte spaltedale, som findes ved Hammel. Derudover kommer man til at gå på en gammel vej, hvor bønderne kørte korn til Tulstrup Mølle og kom hjem med mel derfra. Det er virkelig et smukt område,« fortæller Jens Ole Ravn-Nielsen og fortsætter:
»Men vi vil også sætte tavler op, som selvfølgelig fortæller om stenene, men også om området. For der er rigtig mange historier, der knytter sig til Vildtbanen og dens omgivelser.«