Jagtsæson i Randers: 3.000 ænder sat fri - ingen blev skudt
Rap om Kap blev afviklet ved Den Blå Bro, da 3.000 ænder blev udløst fra en kran.
Publikum var mødt talstærkt op den første lørdag i Randers Festuge, da det traditionelle Rap om Kap-løb fandt sted ved den Blå bro ved Justesens plæne.
En kran hejsede kassen med 3.000 nummererede plastic-ænder op i luften, hvorefter de flød hen til målområdet ud for Guld-vasen ved Sønderbro.
Her blev der udtrukket de heldige numre til de heldige vindere i det rappe løb.
Det er Scleroseforeningen, Lokalafdeling Randers, der arrangerer Rap om Kap med de nummererede plasticænder i Gudenåen.