Fortsæt til indhold

Clement Kjersgaard tager kendte kulturpersoner med til festival i Aarhus

For tredje år i træk står tv-vært og foredragsholder Clement Kjersgaard bag "Oplev Kulturen" i Aarhus. Han betegner selv arrangementet som en kulturkanon-på-en-dag-festival og er klar med de første navne.

Kultur og byliv

Hvem er vi?

Hvem ønsker vi at være?

Hvem bliver vi, hvis vi ikke passer på?

Har disse tre spørgsmål af politiske eller teknologiske årsager været på din radar de senere år, er du ikke alene. Du har i hvert fald noget til fælles med Clement Kjersgaard.

»Jeg kender ingen, der ikke har en oplevelse af, at vi lever i en meget, meget anderledes – og langt alvorligere – tid, end vi har gået og forventet. Hvad gør man så? Man taler med andre – lytter, spørger og svarer. Nettet har demonstreret én ting med al ønskelig tydelighed: Det kan ikke – og det må ikke – erstatte, hvad det vil sige at være i samme rum som andre.«

Netop derfor mener den kendte tv-vært og foredragsholder, at ”Oplev Kulturen”, som han for tre år siden lancerede som en kultur-kanon-på-en-dag-festival i Aarhus, spiller en vigtig rolle. Her er det ikke geopolitiske spændinger eller techgiganters algoritmer, som fylder. Derimod er der tid til at fordybe sig i samtaler på scenen med kendte kulturpersonligheder.

I januar blev den afholdt i Aarhus for anden gang, og nu kan Clement Kjersgaard afsløre, at han er klar til en tredje omgang næste år. Han har allerede booket datoen lørdag 14. marts hos Hermans i Tivoli Friheden, og de første fire navne har meldt deres ankomst til den særlige endagsfestival, som denne gang er sat til at finde sted fra klokken 10 til 17.

Ligesom Clement Kjersgaard vender også Tina Dickow tilbage til sin barndomsby, når hun er med til "Oplev Kulturen" næste år i Hermans i Tivoli Friheden. Arkivfoto: Stine Bidstrup

»Markante stemmer«

Der er tale om sangerne Peter Sommer og Tina Dickow samt forfatterne Peter Øvig Knudsen og Niels Overgaard, som Clement Kjersgaard inviterer op på scenen, og han ser frem til at dele oplevelserne med publikum:

»Det er en buket af landets mest interessante kunstnere – ganske enkelt – som alle har det tilfælles, at de både har meget markante stemmer og står ovenpå det, man roligt kan kalde hver deres livsværk. Altså ikke én enkelt ting – et hit, et godt citat – men hele verdener, som de lukker os, publikum, ind i. Tænk på Peter Øvig, der egenhændigt skabte ikke én genre men reelt flere med en stribe bøger. Tænk på Tina Dickow og Peter Sommer, som fortæller deres egne livs historier – men jo også Danmarks, fordi de følges med deres publikum år efter år og årti efter årti.«

Konceptet er ganske enkelt samtaler med de forskellige kulturpersoner på scenen, uden at de skal ligne hinanden.

»Dels ønsker vi at sende folk hjem med fornemmelsen af, at de har oplevet “en hel festival på otte timer!” – men samtidig er det hele omdrejningspunktet, at hver eneste samtale og hvert eneste element har helt sin egen karakter. Ingen faste formater, ingen gentagelser. Det er netop det, et ægte levende arrangement kan – og det, der er så kolossalt behov for i disse år: Nærvær. Væk fra skabeloner og manuskripter,« forklarer Clement Kjersgaard.

Peter Sommer er blandt gæsterne på scenen, når "Oplev Kulturen" vender tilbage til Aarhus næste år. Arkivfoto: Brian Karmark

Aarhus er oplagt

At det lige præcis er Aarhus, som Clement Kjersgaard har valgt som den faste lokation til den årlige udgave af »Oplev Kulturen«, er der en særlig årsag til. Han har aldrig rigtig sluppet byen, hvor han voksede op, imens hans far, Erik Kjersgaard, var direktør for Den Gamle By.

Han besøger den således ofte. For nylig var han ordstyrer til en debat på Grimfest – og da han svarer på avisens spørgsmål til denne artikel, sidder han også i et tog på vej til sin gamle hjemby.

»Aarhus er jo en enestående kulturby,« mener han og forklarer, hvordan han til den allerførste udgave af »Oplev Kulturen« fandt ud af, at Aarhus var det helt rette sted til arrangementet:

»Der var jo udsolgt til sidste plads, da vi lancerede festivalen tilbage i 2023 – og da vi sagde tak for i dag med beskeden om, at vi alligevel fortsatte en time mere i Musikhusets foyer, fulgte så mange tilhørere med ud, at der ikke var stole nok til alle! Så vi er virkelig det helt rigtige sted!«

Hvad skal man så forvente, når kendte kulturpersonligheder næste år indtager Hermans og forvandler det til kulturkanon-på-en-dag-festival. Svaret er ganske kort: »alt«.

»Intet mindre. Hvis ikke man forventer alt, så skal man blive hjemme.«

Og så er den besked sendt videre.