Fortsæt til indhold

TV-2-stjerne trækker på skuldrene af populært popbands omdiskuterede entré-stunt: Sendte selv kæmpe barregning videre til afdød kendt svensker

TV-2-forsanger Steffen Brandt mener, at det fremadstormende popband Aphacas eskapader på den aarhusianske natklub Den Sidste er vand i forhold til det, aarhusianerne engang selv lavede af numre på Bornholm.

Kultur og byliv

»De eneste, der får noget gratis i Aarhus, er Helmig og Gnags.«

Sådan skrev den aarhusianske natklub Café Paradis – også kendt som Den Sidste – tilbage i slutningen af maj på sine sociale medier, efter man havde haft besøg af den fremadstormende danske popgruppe Aphaca.

Årsagen var, at bandet – nu for anden gang – skulle have taget natklubbens entré-stempel og have lukket gæster gratis ind. Noget som resulterede i, at københavnerne nu har karantæne på den aarhusianske natklub.

»Efterhånden er det en stor regning, de har bygget op,« skrev natklubben i sit Facebook-opslag, hvor man bl.a. også foreslog, at københavnerne kunne komme og arbejde gælden af i garderoben eller som rengøringsfolk.

Men spørger man en anden aarhusianer – sangskriver og TV-2-frontmand Steffen Brandt – så trækker han lidt på skuldrene over de unge københavneres eskapader.

»Det er jo ingenting,« siger han i et interview til radiostationen Pop FM og griner, inden han begiver sig ud i en anekdote fra Bornholm om »gratis« drikkevarer.

TV-2 på en restaurant på Samsø. Arkivfoto: Jens Dresling

»(Natklubben, Den Sidste, red.) siger, at det kun er Helmig og Gnags, der får noget gratis her i Aarhus. Hvad har I gjort?« spørger Pop FM’s interviewer Steffen Brandt.

»Vi er ikke blege for at betale for det, vi får. Men i øvrigt, så synes jeg da også, at det siger ligeså meget om Den Sidste café, at de kan finde på at flippe ud over det. Prøv og hør her, de er unge, og de stjæler et stempel. Hvis det er en sag, så skulle de bare vide...,« siger Steffen Brandt og fortsætter:

»En gang ovre på Bornholm festede vi i tre dage i træk, og vi skrev barregningen til Östen Warnerbring, som er en svensk troubadour, som allerede på daværende tidspunkt ikke fandtes længere.«

Steffen Brandt. Musiker. TV-2. November 1991. Arkivfoto: Mads Greve/Polfoto

»Og det var en stor barregning, som gik direkte til Östen Warnerbring, værelse 413, og der gik jo selvfølgelig også noget tid, og så kom der en regning på x-antal tusinde kroner, fordi de ikke rigtigt kunne finde frem til Östen Warnerbring. Men jeg mener, dét er en sag. Altså det kan man godt blive lidt sur over. Det andet, det er for sjov – det skal man ikke flippe ud over,« siger TV-2-forsangeren.

Den slags løjer er I blevet for modne til nu, Steffen?

»Det ved jeg ikke. Nej, jeg tror bare...«

»Nej, det er vi faktisk ikke. Det kan jeg overhovedet ikke love,« siger Steffen Brandt med et smørret smil til sidst i interviewet med radiostationen, som du kan se herunder.