Fortsæt til indhold

Nu er det meget nemmere at finde et økologisk måltid mad

Ny digital platform skal give danskerne nem adgang til økologiske caféer og restauranter.

Kultur og byliv
ceb

Fødevarestyrelsen vil gøre det nemmere for dig at finde restauranter, børnehaver og caféer, der har Det Økologiske Spisemærke.

Derfor har de netop lanceret et nyt digitalt kort, hvor du kan finde de mere end 3.5000 spisesteder, der i dag har opnået mærket i guld, sølv eller bronze.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

»Vi er stolte af, at vores kort nu er live, så de danskere, der ønsker højere dyrevelfærd samt bedre biodiversitet og vandmiljø, lettere kan finde de spisesteder, der har prioriteret økologiske madvarer. Både til dem, der tager på restauranter og caféer, men også til for eksempel forældre, der søger en vuggestue,« siger enhedschef Kirstine Hartvig Mahler i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Vores samarbejdspartnere har længe efterspurgt et kort over spisestederne med Det Økologiske Spisemærke, så nu håber vi selvfølgelig, at det vil blive hyppigt brugt.«

De lokale steder

Som sagt findes Det Økologiske Spisemærke i guld (90-100 procent økologi, sølv (60-90 procent) og bronze (30-60 procent). Kategorien afhænger af, hvor meget økologi der er på menuen.

I Randers Kommune er der tre steder på det nye kort - to med bronze og et enkelt med guld.

Økobageren i Øster Tørslev har - som det ligger i navnet - guld. Hotel Kronjylland har mærket i bronze, og det samme har caféen på plejehjemmet Kristrupcentret.

På de kommunale plejehjem, der har en café, kan du i åbningstiden komme ind og spise, som du kender det fra en almindelig café. Et tilbud som flere hjemmeboende ældre blandt andet benytter sig af.

Omkring 25 procent af dem, der har Det Økologiske Spisemærke, er private som for eksempel hoteller og caféer, mens cirka 75 procent er offentlige køkkener som kommunale daginstitutioner og plejehjemscaféer.