Møbelbutik flytter snart ind i historiske lokaler
Fredag den 22. august åbner Interiør A/S dørene i en spritny butik i historiske lokaler.
Om få dage åbner Janus Mortensen sin anden fysiske butik, når Interiør A/S slår dørene op i de historiske lokaler på Kyhnsvej 6 i Ry, hvor der i mere end 130 år var eksklusivt møbelsalg.
»Der er travlt med at få det sidste på plads, men vi når det lige. Vi er kommet langt, men det er en stor butik på 1.000 kvm at komme igennem,« lyder det fra Janus Mortensen, der er klar til at slå dørene op den 22. august.
Janus Mortensen er tredje generation i møbelforretningen.
Jeg har haft butikken i 10 år. Jeg overtog den af familien, som har haft den siden 1965, så jeg er opdraget med kvalitetsmøbler af dansk design.Janus Mortensen, direktør i Interiør A/S
»Jeg har haft butikken i 10 år. Jeg overtog den af familien, som har haft den siden 1965, så jeg er opdraget med kvalitetsmøbler af dansk design,« lyder det fra Janus Mortensen med et smil på læben.
»Nu udvider vi. Jeg bor selv i Sejs, så jeg kører forbi hver dag. Det er synd, at bygningen bare står tom. Det er en god anledning for os at teste en butik nummer to. Det har vi ikke gjort før. Vi er primært online i Skandinavien, Tyskland, Holland og Polen. Nu vil vi gerne have nogle flere fysiske butikker. Det er der større og større behov for,« siger Janus Mortensen, der i den grad mærker et større behov for fysiske butikker.
»Kunderne vil stadig gerne have den helhedsoplevelse, det er at komme ind og se og røre ved produkterne – og få noget vejledning. Under covid-19 foregik det hele online, men nu vender det lidt den anden vej igen. Nu er det vigtigt med et fysisk salgssted, hvor vi kan vise produkterne til kunderne og give en god rådgivning. Så kan det godt være, at man så køber varerne online efterfølgende, men så har man været ude at få den rigtige vejledning,« lyder det fra Janus Mortensen.
Andet end møbler
Janus Mortensen forklarer, at der i butikken vil være meget andet end større møbler.
»Vi kommer også til at have fokus på brugskunst. Når butikken åbner, kan man i hverdagen komme ind i forretningen og købe sådan noget som lysestager eller en plaid, hvis man for eksempel lige mangler en lille gave,« siger Janus Mortensen, der ellers ville frygte lang tid mellem kunderne.
»På den måde får vi et højere kundeflow. Vi kan også se, at der allerede kommer mange forbi butikken derude. Så det virker til, at der er godt med liv i Ry som handelsby,« siger Janus Mortensen.
Den midtjyske direktør glæder sig til at åbne dørene i butikken.
»Vi har store forventninger til det. I bund og grund er det selve historien omkring bygningen. Der har jo været butik der i 130 år med møbler. Det er en velkendt lokation for møbelsalg af kvalitetsmøbler. Og så er der et godt opland med både Ry, Skanderborg, Aarhus og Silkeborg. Den butik, vi har nu, ligger lige nord for Vejle, så det her er en naturlig udvikling af forretningen,« lyder det fra Janus Mortensen.
»Og så er Ry bare en hyggelig by. Det virker til, at der er et godt fællesskab, der bakker op om butikslivet.«