Afdød legende hyldes, når gråt hul forvandles: »Få har sat byen på landkortet som ham«
»Han var en god repræsentant for byen. Derfor giver det virkelig god mening, at der er et portræt af ham, og det bliver en virkelig vigtig del af det samlede maleri,« siger kunstner om nyt tunnel-maleri.
Han maler på livet løs, Henrik Johnsson, for at blive færdig med Hammels nye vægmaleri – eller tunnelmaleri, kan vi vel kalde det.
Det er Sika-passagen, der går fra butikkerne i Østergade til p-pladserne ved Superbrugsen/Godthåbsvej, der netop nu bliver forskønnet.
En skov udfolder sig i passagen. Frijsenborg Slot troner sig op på den ene side, og andre Hammel-kendetegn gemmer sig i maleriet. På modsatte side er en helt særlig hyldest til en helt særlig og elsket Hammel-personlighed: den afdøde cykelrytter Chris Anker Sørensen, også kendt som ’Oksen fra Hammel’.
»Det er helt på sin plads,« siger en af initiativtagerne til maleriet, Lise Reese, der også er formand for handelsstandsforeningen i byen.
»Da Chris var i live, fik han sat Hammel på landkortet. Vi har haft få mennesker, der har formået at sætte byen på landkortet som ham. Og han er stadig ekstremt afholdt og respekteret. Der er ingen, som ikke elsker Chris. Selvom man ikke kendte ham, følte man, at man kendte ham. Han har sat et stort mærke i mange, både lokalt og uden for byen,« siger Lise Reese.
Kunstneren bag portrættet stemmer i:
»Det er et særligt portræt af en person, som mange kender og savner. Det bliver lavet i kærlighed til det eftermæle, som han har. Man behøver ikke være fan for at forstå, at Chris satte Hammel på verdenskortet. Han var en god repræsentant for Hammel, og derfor giver det virkelig god mening, at der er et portræt af ham. Det bliver en virkelig vigtig del af det samlede maleri.«
Første værk af flere
Forskønnelsen af Sika-passagen er første resultat af en fem personer stor gruppes arbejde. Gruppen har sat sig for at gøre Hammel til en flottere by at bo i. Eller med gruppens egne ord:
»Endnu mere interessant og fuld af oplevelser.«
I initiativgruppen sidder de to butiksejere Torben Bihrmann og Lise Reese samt de tre lokale borgere Birgit Bach-Valeur, Lone Boye og Mette Nøhr. De to sidste sidder tilfældigvis også i byrådet i Favrskov.
Gruppens idékatalog rummer projekter fra relativt få kroner til en kæmpe vision, der vil koste rigtig mange millioner.
Sidstnævnte er ikke så underligt en langstrakt affære et godt stykke ude i fremtiden, mens en mere lavthængende frugt altså er Sika-passagen.
Det glæder Lise Reese, at resultatet af gruppens arbejde nu snart kan opleves.
»Vi nærmer os mållinjen, og vi glæder os rigtig meget til at afsløre det til byens høstfest 29. august,« siger Lise Reese og fortsætter:
»Vi håber, at maleriet giver anledning til en god snak og lidt refleksion. Vi forventer, at det går lige i hjertet af folk, og at byens borgere får en glæde over at bo i Hammel. Vi regner med, at det bliver en festlig oplevelsespassage i stedet for et gråt hul.«
Optisk illusion
Kunstner Henrik Johnsson forklarer, at værket indeholder en optisk illusion, som »skal opleves.«
»Der er forskellige oplevelsespunkter, så man oplever maleriet forskelligt, alt afhængigt af hvor man kommer fra. Jeg tror, at det bliver interessant for folk, at det flytter sig lidt, når man rykker sig rundt,« siger Henrik Johnsson, som møder stor interesse fra Hammel-borgerne, når de går gennem passagen, mens han maler.
»Folk giver udtryk for, at det er dejligt, der sker noget. Mange siger, at det bliver dejligt at have noget at kigge på – at vi mangler noget at smile af. Det er jeg glad for.«
»Målet er at gøre folk glade og begejstrede for at bo i Hammel – at de tænker positivt om egen by – og er man på besøg, så give lyst til at vende tilbage.«