Fortsæt til indhold

Video: Her bliver familiefar skudt 15 meter ud af vandkanon

Gudenåen har fået sin helt egen kanonkonge, som håber at blive optaget i Guinness Rekordbog.

Kultur og byliv

»Jeg vil være den første til at blive skudt ud af en vandkanon og blive verdens første vandkanonkonge.«

Sådan lød det i sidste uge fra Michael Lillelund. Han er 51 år, gift, far til tre, bor i Bjerringbro og har i mange år haft en drøm om at blive optaget i Guinness Rekordbog.

Bjerringbro er ikke mindst kendt for pumpevirksomheden Grundfoss, hvor familiefaren arbejdede for over 10 år siden. Her fødtes idéen om at konstruere en vandkanon og blive skudt ud af den. Det blev dog ikke til noget dengang, men nu er drømmen tæt på at blive realiseret.

Med hjælp fra en masse samarbejdspartnere er det lykkedes Michael Lillelund at konstruere en vandkanon, og i søndags blev han skudt ud af kanonen på Gudenåen ved Bamsebo Camping i Ulstrup.

Andre steder i andre kommuner var i spil, men campingfatter Steen Pedersen på Bamsebo var meget positiv, og Favrskov Kommune var den første kommune til at melde tilbage og sige ok for vovehalsens rekordforsøg. Derfor faldt valget på den kendte campingplads i Favrskov Kommune, fortæller Michael Lillelund.

Foran en masse tilskuere blev vovehalsen skudt ud af kanonen, han sammen med en række samarbejdspartnere igennem længere tid har konstrueret og udviklet. Det gik godt, og familiefaren blev skudt ud af kanonen to gange ved Bamsebo. I det andet forsøg nåede han ud på omkring 15 meter.

»Jeg var selvfølgelig spændt, selvom vi havde gjort alt for at teste og forberede os. Jeg var mest bekymret for, om jeg fik vandslag, men accelerationen gik som forventet, og det var en fed fornemmelse.«

I det første forsøg havde tryktanken tabt en smule luft. Trykket skulle være på 2 bar, men var faldet til 1,8. Værre var det dog, at han havde glemt at sætte sit GoPro kamera på hjelmen, så Michael og hans hold besluttede at lave et nyt forsøg.

»Trykket var på 2,1, og jeg kunne godt mærke differencen på de 0,3 bar. Det var en noget hårdere landing, så jeg var glad for, at vi ikke havde været overambitiøse. Kanonen er konstrueret til at kunne gå op til 30-45 grader, men vi endte med at sætte den på 15 grader, fordi der kun er 2,6 meter dybt i Gudenåen. Nogle af mine kammerater kunne også godt tænke sig, at vi satte mere tryk på.«

Rekordforsøget i Gudenåen blev dokumenteret med video, så nu vil Michael Lillelund sende en ansøgning om at blive optaget i Guinness Rekordbog. Ellere rettere sagt to ansøgninger. Dels om at være verdens første vandkanonkonge, og dels om at have bygget verdens største vandkanon.

»Det er en fed følelse at lave sådan et projekt fra idé til realisering, og på sigt vil jeg gerne lave et kursus om at gå fra idé til realisering med udgangspunkt i mit eget projekt,« fortæller Michael Lillelund.

Han arbejder til daglig hos TK Elevator i Skanderborg og har også arbejdet meget som frivillig, blandt andet hos Røde Kors i hjembyen Bjerringbro.