Fortsæt til indhold

Hanne rev fat i Jimi Hendrix i Aarhus og fik dyrebar autograf – 16 dage senere døde han: »Jeg tudbrølede«

Tilbageblik: For 55 år siden gæstede rockikonet Jimi Hendrix Vejlby-Risskov Hallen i det nordlige Aarhus til en koncert, der nok især vil blive husket for, hvor kort den var. Men for Hanne Fureby vil den nok især blive husket for det, som skete inden koncerten.

Kultur og byliv

Den dag i dag bliver Jimi Hendrix stadig regnet af mange som en af de bedste, største og mest indflydelsesrige guitarister, der nogensinde har været.

Et imponerende eftermæle – især når man tænker på, at amerikanerens solokarriere kun varede små fire år og sluttede alt for tidligt og på tragisk vis.

Jimi Hendrix døde 18. september 1970 – 27 år gammel.

Han blev fundet bevidstløs på sit hotelværelse i London af sin tyske kæreste og blev senere konstateret død.

I den efterfølgende obduktionsrapport lød det, at han havde været påvirket af beroligende piller, og retsmedicineren konkluderede, at han var blevet kvalt i sit eget opkast.

Men tegnene på, at Hendrix var på vej ud over kanten, var allerede til at få øje på, da han 16 dage inden sin tidlige død spillede en historisk – og alt for kort – koncert i Vejlby-Risskov Hallen i det nordlige Aarhus.

For efter blot tre sange måtte en afkræftet Hendrix forlade scenen – og koncerten blev aflyst.

»I’ve been dead a long time (jeg har været død i lang tid, red.),« skulle han angiveligt have sagt.

55 år siden er det nu.

Og i den anledning har avisen talt med en af dem, der fik lov til at betragte en af stjernens allersidste optrædener fra nærmeste hold. For det var, hvad 72-årige Hanne Fureby kom til – og hun kom endda helt tæt på rockikonet.

Fra piften til piften

»Jeg var 16 år på daværende tidspunkt, og jeg husker det som om, at der var betongulv over det hele,« fortæller Hanne Fureby.

»Vi sad i skrædderstilling, fordi der var ingen bænke og ventede på, at han gik på. Og vi fyrede en chillum, og så kradsede vi den bare ud midt på gulvet, når vi var færdige med at ryge,« erindrer Hanne Fureby og griner.

»Jeg havde en hvid afghanerpels på, og jeg husker det, som om de fleste var skæve på enten syre eller hash, men det kan jeg selvfølgelig ikke vide, om de var. Men sådan oplevede jeg det i hvert fald,« siger Hanne Fureby.

Teenageren havde dog ikke bemærket, at der skulle være noget i vejen med rockidolet, da han den aften trådte frem på scenen:

»Jeg råbte, piftede og skreg jo bare, da han kom ud på scenen,« siger hun.

Allerede som 12-årig blev Hanne Fureby Jimi Hendrix-fan. Privatfoto

Men kun tre sange nåede Jimi Hendrix og bandet at spille i det nordlige Aarhus: ”Freedom”, ”Message to Love” og dele af ”Hey Baby (New Rising Sun)”.

»Jeg husker, at det tredje nummer mest var en trommesolo. Jimi prøvede at synge lidt, men det var som om, at han gik i stå. Og så var han helt mærkeligt ude og dingle rundt på scenen. Jeg tænkte: ”Hallo, hvad sker der?” Han vaklede frem og tilbage på scenen – og så gik han ud, og vi fik ikke nogen forklaring i lang, lang tid om, hvad der var sket,« erindrer hun.

Det rumsterede i salen, men ikke af guitarrock, men nærmere af forundring.

Ud kom dog pludselig en person og forklarede, at koncerten var aflyst – til stor frustration for de fremmødte i Vejlby-Risskov Hallen, der igen begyndte at pifte, erindrer Hanne Fureby.

Rev fat i ham

Et stort antiklimaks for teenageren og alle de andre fremmødte, der var kommet for at holde en kæmpe fest med den amerikanske guitarhelt.

»Men han så meget, meget skæv ud og meget, meget træt ud, og han kunne slet ikke samle sig og synge de rigtige ord,« siger hun.

Til trods for den bratte afslutning fik den aarhusianske teenager sig alligevel et personligt og meget specielt højdepunkt. Et særligt øjeblik, der stadig hænger ved, og som fandt sted, inden den alt for korte koncert begyndte.

Hanne Fureby stod nemlig sammen med en horde af skrigende jævnaldrende og ventede på, rockstjernen skulle ankomme ved bagindgangen til hallen:

»Han gik jo så hurtigt forbi, men jeg rev lige fat i ham, og så fik jeg en autograf, og der var skrigende tøser overalt,« siger hun.

Efter Jimi Hendrix-koncerten i Vejlby-Risskov Hallen 2. september 1970 fulgte en hel del polemik, om hvorvidt arrangørerne skulle betale pengene tilbage, husker Hanne Fureby, der dog til syvende og sidst endte med at få sine penge retur. I omegnen af 30-40 kroner mindes hun at have givet for billetten dengang. Foto Ebbe Gjørup / udlånt af Den Gamle By.

En autograf som dog omkring 15 år senere blev solgt for cirka 800 kroner, fortæller Hanne Fureby.

»Jeg googlede lige i går, efter du skrev til mig, og den vil have været 50.000 kr. værd i dag,« siger hun.

Ejjj...

»Men man skal ikke ærgre sig her i livet. Jeg tror, jeg har været 30, og jeg havde ikke så mange penge på det tidspunkt,« siger hun.

»Jeg tudbrølede«

Hanne Fureby var med helt fra starten af Jimi Hendrix’ solokarriere. Hun var kun 12 år, da hun blev fan af Jimi Hendrix, og amerikanerens støjende syrerock fandt vej til hendes transportable gramofon, som slugte et hav af de store batterier.

Og midt i en tumultarisk del af sit liv, hvor hun var blevet fjernet hjemmefra sin mor i Aarhus, ramte amerikanerens musik hende.

»Jeg var vild med Jimi Hendrix, fra jeg var 12 år. Og på det tidspunkt boede jeg på et indremissionsk børnehjem i Skjern og havde hængt en plakat op af ham, hvor han var i bar overkrop og læderbukser, og jeg synes, han var så flot,« fortæller hun.

Desværre opdagede forstanderinden plakaten.

»De var meget indremissionske og bange for sådan noget med kroppen. Så da hun så plakaten, kom hun og rev den ned og sagde: ”Sådan noget skal vi ikke have hængende her”,« siger Hanne Fureby.

Hanne Fureby, 72, kommer oprindeligt fra Aarhus, men opvokset på forskellige døgninstitutioner. I dag bor hun i Middelfart. I 2015 udgav hun bogen "Mælkebøttebarn", der med udgangspunkt i hendes eget liv forsøger at besvare, hvordan man kan bryde den negative sociale arv. Privatfoto

Jimi Hendrix var idolet i ungdomsårene. Derfor var reaktionen også stærk, da hun godt to uger efter den antiklimatiske koncert i Vejlby, erfarede, at Jimi Hendrix var død.

»Jeg tudbrølede. Jeg var fuldstændig ødelagt. Det var som om, at min første kæreste havde forladt mig. Hold op, jeg tudede,« fortæller Hanne Fureby.

Hanne Fureby kom dog videre i tilværelsen, og hun fortæller også, at hendes musiksmag har ændret sig lidt med årene.

»Når jeg hører Jimi i dag, så tænker jeg, ”hold da kæft, noget larm”,« siger hun og griner.

Koncerten i Vejlby glemmer hun dog aldrig.