Fortsæt til indhold

Thomas Helmig: »Det var sindssygt godt, og jeg er helt overvældet, så jeg ved først om nogle dage, hvordan jeg synes, det var«

Umiddelbart efter, at Thomas Helmig havde oplevet Aarhus Teaters hæsblæsende og meget anderledes version af sin musik, var han dybt imponeret men synes også det var mærkeligt at se sin musik blive undersøgt på den måde.

Kultur og byliv

»Det var sindssygt godt, og jeg er helt overvældet, så jeg ved først om nogle dage, hvordan jeg synes, det var,« var Thomas Helmigs første umiddelbare reaktion på to timers hæsblæsende teaterkoncert ved gallaåbningen af Aarhus Festuge fredag 29. august.

»For mig er det som at sidde stille og se på, at nogen undersøger mine sange. Og det er meget mærkeligt,« uddyber musikeren, der har udgivet 20 albums siden 1985.

Sangerinden Joanita Zachariassen synger sammen med Mark Linn, der er fast korsanger i Thomas Helmigs band, og skuespillere fra teatrets ensemble. Foto: Emilia Therese

Han har prøvet stort set alt i sin karriere, men det er første gang, at andre arbejder så gennemgribende anderledes med hans materiale.

»Jeg har ikke før oplevet noget lignende. Engang rykkede danseren Palle Granhøj alle mine sange helt i stumper og stykker til noget moderne dans, men det var jo noget helt helt andet,« forklarer kongen af pop.

Thomas Helmig er dybt imponeret over det, Aarhus Teater kan, og som det har tilført hans musik.

»Jeg var blæst bagover af deres dygtighed, scenografien og det fysiske - den enorme elasticitet der var i alles optræden. Det tilførte sangene noget, som jeg ikke før har hørt. Teksterne står meget skarpt,« siger manden, der har skrevet hvert et ord og hver en node i det store sangkatalog, teaterkoncerten bygger på.

Sangerne Joanita Zachariassen og Mark Linn synger en rørende duet. Der er masser af roser og fire eller fem stjerner fra anmelderne på de landsdækkende dagblade til teaterkoncerten. Foto: Emilia Therese
Faktisk hørte jeg sangen allerførste gang fra en scene. Det var Store Scene i Musikhuset. Jeg blev blæst helt bagover.
Renée Toft Simonsen om sangen, der takker hende for at komme tilbage

Også anmelderne er begejstrede. Fra Information, der kalder den et hit og et velgørende brud, er der lutter roser. Jyllands-Posten, Politiken og Gaffa giver den fem stjerner, mens Berlingske og Kristelig Dagblad giver den fire.

Instruktøren Nikolaj Cerderholm og komponisten Kåre Bjerkø har valgt at bruge numre, som er udgivet mellem 1985 og 2018.

De nyeste er altså ikke med, og med mindre man er dedikeret Helmig-fan, vil man sikkert opleve numre, man ikke før har hørt ind imellem klassikere som ”Jeg tar imod” og ”Det er mig, der står herude og banker på”.

For eksempel optræder ”Kærlighed” og ”Takker” fra albummet Helmig Takker, der udkom i 2018.

Emil Prenter giver nye karakterer til flere af Thomas Helmigs numre blandt andet ”Kiosk” og ”Kærlighed". Foto: Emilia Therese

Teaterkoncerten leverer en rørende og meget smuk variant af:

»Jeg takker for det liv jeg har fået

Takker for den tid der er gået

Takker for hver eneste dag

Og takker for at du kom tilbage«

Sidste linje er til Thomas Helmigs kone forfatter, psykolog og tidligere topmodel Renée Toft Simonsen, der blev ramt af den følelsesladede sang.

Der er masser af vand og vanvidsdans i teaterkoncerten. I midten er guitaristen Boi Holm, der udmærker sig ved at have et gennemført humoristisk talent. Foto: Emilia Therese

»Faktisk hørte jeg sangen allerførste gang fra en scene. Det var Store Scene i Musikhuset. Jeg blev blæst helt bagover. Thomas plejer ellers at spille nye ting og demoer for mig, men af en eller anden grund havde jeg ikke hørt netop denne her,« mindes hun.

Hun vil dog ikke tager ejerskab over ordene og de følelser, de vækker. For det gælder for alle.

»Det er jo en klassisk historie om kærligheden. Thomas og jeg var lige ved at skride i svinget for 12 år siden, men så klarede vi den. Det sker også for alle mulige andre, og det er så rørende, for vi hepper jo alle på kærligheden og ønsker, at den vinder,« siger hun.

Både hun og Thomas Helmig var helt fyldt op af teaterkoncertens mange facetter, vilde visuelle effekter og fantastiske sang.

20 skuespillere, musikere og korsangere førte publikum fra en poleret og perfekt koncert, der blev stramt styret og dirigeret af Jacob Madsen Kvols og løftet til de vildeste højder af teaterets dygtige kor, til drukfest, kollaps og vanvidsdans, som blev afløst af tømmermænd og melankoli.

Mark Linn, Laura Kjær Jensen, Joanita Zachariassen, Clara Sophia Phillipson, Amanda Friis Jürgensen og Thorbjørn Hedegaard fremfører ”Op og ned” som storladent korværk. Foto: Emilia Therese

Undervejs var herskabelige kulisser blev rykket fra hinanden. Det opløftede gyldne blev til et tomt mørkt rum fuldt med spejle, lyskegler og masser af vand fra flere retninger.

Det sluttede stærkt, enkelt og nærværende med at de medvirkende sad på scenekanten i helt enkle kjortler og sang til og ikke mindst med publikum.