Nyt liv på Himmelbjerget: Demokraticenter og kajanlæg et skridt tættere på
To historiske steder på Himmelbjerget er opkøbt af Skanderborg Kommune for at realisere planen om et center på Himmelbjerget til formidling af det danske demokrati.
Byrødderne blev onsdag enige om at give grønt lys til, at kommunen kan opkøbe to historiske steder på Himmelbjerget: det 95 år gamle Hotel Himmelbjerget, samt grunden, hvor Hotel Julsø lå, indtil det brændte ned til grunden i 2020. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Dermed er de første skridt taget til realiseringen af det planlagte demokraticenter på Himmelbjerget, som er en del af den udviklingsplan, der skal styrke Himmelbjerget som en attraktiv og bæredygtig turistdestination for besøgende både fra land- og fra søsiden.
Demokraticenter på »toppen«
Planen er, at Hotel Himmelbjerget skal fungere som et center med formidling af Danmarks demokratihistorie, café, mødefaciliteter og muligheder for overnatning. Stedet skal være åbent hele året.
Om det gamle hotel kan bygges om, eller om der i stedet skal opføres en helt ny bygning, er ikke afgjort endnu. Skanderborg Kommune går nu i gang med at afsøge mulighederne, herunder om det er muligt at få samarbejdspartnere og fonde med i finansieringen af projektet.
Hotel Himmelbjerget købes med overtagelse 1. januar 2027, og drives frem til den dato videre af de nuværende ejere. Hotellet vil holde åbent helt frem til overtagelsen.
Området skal være et sted, hvor oplevelsen af natur, demokratihistorie og fællesskab går op i en højere enhedFrands Fischer (S)
Himmelbroen
Hotel Julsø overtages umiddelbart efter, at købet er faldet på plads i oktober i år. Efter branden i 2020 har flere projekter for et nyt hotel på grunden været i spil, men det har ikke været muligt for den nuværende ejer at realisere planerne. Nu bliver det i stedet det nye kajanlæg Himmelbroen, som byrådet besluttede før sommerferien, der opføres på stedet.
Heller ikke her er planerne så konkrete endnu, men det ligger fast, at der skal opføres madpakkehus og andre friluftsfaciliteter, og måske også en mindre café. Der skal desuden opføres en ny toiletbygning. Med i købet er den private bolig, som ligger ved siden af brandtomten.
Borgmester Frands Fischer er glad for, at det nu er lykkedes at komme videre med de idéer, som skiftende byråd har arbejdet med siden 2016.
»Begge ejere har uafhængigt af hinanden rakt ud til os med tilbud om overtagelse, og jeg er glad for, at handlerne nu er faldet på plads. Himmelbjerget er et af Danmarks smukkeste og mest ikoniske steder. Med købene tager vi ansvar for at sikre, at det udvikles med respekt for historie og natur. Området skal være et sted, hvor oplevelsen af natur, demokratihistorie og fællesskab går op i en højere enhed,« understreger borgmesteren.
Udover Frands Fischer er byrådsmedlemmerne Thomas Cordtz, Claus Leick og Jens Szabo med i styregruppen omkring udviklingen af området.
Et nationalt vartegn
»Himmelbjerget er et fantastisk nationalt vartegn, som vi både har et ansvar for at værne om og udvikle. Derfor er jeg glad for, at vi nu får mulighed for at komme videre med at forme området. Det har været en lang proces at nå hertil, og foran os ligger fortsat et stort og vigtigt arbejde både med at skaffe finansiering, og med at stable et godt samarbejde på benene med private aktører, som skal være med til at drifte stedet,« udtaler Thomas Cordtz.
Himmelbjerget er i dag en af Danmarks allervigtigste attraktioner - en perle, der gemmer på både unikke naturoplevelser og vigtig kulturarv. Det forpligterJens Szabo (V)
»Vi får en enestående mulighed for som kommune at være med til at videreudvikle området til noget helt unikt. Drømmen om nye faciliteter, der kan formidle den fantastiske historie om det danske demokratiets arnested, har aldrig været tættere på. Området har længe trængt til et løft med bedre faciliteter og en moderne formidling af det danske demokratis historie. Med købet af de to arealer og bygninger får Skanderborg Kommune mulighed for at speede processen op med nye faciliteter, der selvfølgelig skal etableres med respekt for det eksisterende,« siger Claus Leick.
»Himmelbjerget er i dag en af Danmarks allervigtigste attraktioner - en perle, der gemmer på både unikke naturoplevelser og vigtig kulturarv. Det forpligter, og derfor er jeg også meget tilfreds med, at det er faldet så heldigt ud, at vi har kunnet erhverve både Hotel Himmelbjerget og grunden, hvor Hotel Julsø lå. Det giver os en enestående mulighed for at se på området i sin helhed og for at udvikle det sammen med lokale aktører og forhåbentlig også en række fonde,« siger Jens Szabo.
Hotel fortsætter til 2027
For Hotel Himmelbjergets ejer, Henrik Jørgensen, er det et vigtigt budskab, at hotellet drives videre helt frem til overtagelsen.
»Vi har drevet Hotel Himmelbjerget i 42 år, og vi fortsætter med at drive det hele næste år med. Vi modtager fortsat bookinger for 2026, og de selskaber, vi allerede har i hele kalenderåret 2026 vil blive gennemført som planlagt,« understreger han.
Det tidligere Hotel Julsøs ejer, Kristina Ceravolo, er glad for, at der nu er en afklaring omkring stedet.
»Først og fremmest er vi lettede over, at vi nu kan sikre stedet en fremtid i en eller anden form. Vi har i mere end fem år arbejdet intenst på at bane vejen for en genopførsel af Hotel Julsø, og vi har afsøgt forskellige konstellationer for at finde en løsning. Det har vist sig ikke at være muligt, og derfor er vi glade for, at Skanderborg Kommune nu overtager stafetten,« fortæller hun.
Købene finansieres af provenuet fra afviklingen af selskabet Kildebjerg Ry A/S, der har stået for udvikling og salget af grunde i Kildebjerg i Ry.
Skanderborg Kommune vil i samarbejde med aktører omkring Himmelbjerget udarbejde forslag til organisering og drift af de nye faciliteter. Der skal ligeledes arbejdes videre med at skaffe fondsmidler.
Byrådet forventes at tage stilling til de konkrete modeller i løbet af 2026.