Fortsæt til indhold

Gør det igen – kommer tæt på sidste års rekord: »Det er fuldstændig fantastisk«

Den 53. udgave af marked gentog sidste års vilde succes. Omkring 50.000 besøgende lagde vejen forbi.

Kultur og byliv

Sidste års Hammel Hestemarked var et fuldstændig unikt rekordår både omsætningsmæssigt og med 50.000 besøgende. Dengang sagde Allan Bo Andresen til folk omkring sig:

»Vi skal huske, at det her var helt specielt og aldrig kommer til at ske igen.«

Men, men, men... Et år senere må hestemarkedsformanden konstatere, at det skete igen – i hvert fald meget tæt på:

»Det er fuldstændig fantastisk. Vi har været omkring de 50.000 igen – det er altså forrygende. Der har været et leben og glade dage. Alt er klappet mere eller mindre. Vi skal helt ned og pille i småting, hvis vi skal finde noget træls,« siger Allan Bo Andresen, der i år er gået fra næstformand til formand.

Først og fremmest peger han på det gode vejr: 20-25 grader, sol og spredte skyer:

»Jeg nev mig selv lidt i armen. Det betyder jo bare meget.«

Musikken lige i øjet

Nogle af de ting, formanden slår ned på, er Heste-Quiz, som i år var rykket fra telt til indendørs i arenaen. Det betød ny rekord: 81 hold med fire-fem deltagere på hvert.

»Det blev et brag af en succes. Vi var lidt bange for at miste den intime stemning, men det skete slet ikke. Det kogte bare derinde. Det var fantastisk, og det var vi så glade for. Vi har aldrig haft så mange i hallen om fredagen. Quizzen fungerede også bare meget bedre. Der er bedre lyd og skærme, så man lettere kan følge med. Det var helt forrygende,« siger Allan Bo Andresen dagen derpå – hans stemme lyder lettere rusten efter en uge med fuld tryk på.

I år var markedet bygget lidt anderldedes op på grund af den nye padelhal, der er skudt op midt på kræmmerarealet. Den orangerøde hal kan anes bagerst på billedet her. Foto: CSJ

Til 90’er-festen lørdag aften var der solgt 500 billetter i forsalg til spisning og koncert med Hampenberg, Barcode Brothers og Dr. Bombay. Der var plads til en del flere, men de dukkede så op efter maden i år.

»Vi endte med at sælge 500 billetter i døren også. Og jeg må bare sige, at Hampenberg og Barcode Brothers virkelig kunne få folk ud på dansegulvet. Folk virkede virkelig begejstrede, og flere kom da også hen dagen efter og sagde, at det var den bedste lørdagsfest nogensinde,« siger formanden og fortsætter:

»Og oppe på dj-pladsen blev Benny Jamz den succes, vi havde forventet. Lige omkring 3.000 var oppe og høre ham. Så man må sige, at musikken i år sad lige i skabet.«

Med solskin følger godt humør og en god tørst. Mellem 350 og 375 frivillige hjælper til med Hammel Hestemarked. Foto: CSJ

Allan Bo Andresen betegner mængden af ballade som »virkelig minimal og småtterier«:

»Men det er klart, at når så mange unge er samlet, så kan det ikke undgås helt. Vi havde nogle unge mennesker, der i en brandert var oppe og ryste nogle campingvogne hos kræmmerne, og det er selvfølgelig rigtig træls. Derfor valgte vi lørdag at sætte ekstra vagter ind, som patruljerede oppe hos kræmmerne. Derudover har jeg kendskab til en enkelt gut, som politiet havde fat i. Det var en fyr, der mente, at han var en verdensmand.«

Hestemarked uden dyr

I år var første gang, i de 53 år Hammel Hestemarked har fundet sted, at der slet ikke blev solgt dyr på markedet. Normalt har der fra lørdag morgen til omkring middag været salg af alt fra fugle til heste.

»Det var egentlig en nem beslutning. Dels har vi bygget en padel-hal, så vi har mistet lidt plads. Når vi nu alligevel stod og skulle ryste posen og lave pladsen om, foreslog jeg at stoppe med dyrene, og det var der fuldstændig enighed om,« siger Allan Bo Andresen og tilføjer:

»Dels optog dyreområdet en del plads, og det var et stort område at bruge på noget, der kun er der i et begrænset tidsrum. Dels er der jo noget etisk i det. Er et marked stedet, hvor man handler med dyr? Det er det måske ikke længere – tiden er løbet fra det. Vi var da lidt spændte på reaktionen, men der har ikke været en eneste, der har brokket sig.«

Til gengæld havde markedsfolkene investeret i en anden form for heste. Nogle polstrede af slagsen, som både børn og voksne kunne køre en tur på.

»Folk var jo færdige af grin over det. Det var alle mulige folk, som sad på de der heste: voksne og børn. Rygterne går på, at en af hestene desuden var på en tur op gennem Østergade lørdag nat. Men vi har fået alle fem i stald igen,« siger hestemarkedsformanden, der i øvrigt ikke mener, at padelhallen midt på kræmmerarealet havde en betydning:

»Det gjorde overhovedet ikke noget. Vi havde pakket hallen ind i kræmmere, og det fungerede fantastisk. Vi har virkelig fået bygget pladsen godt op.«

Markedet byder på sjov for både store og små. Foto: CSJ

350 frivillige: »Helt unikt«

Selvom det er første år, Allan Bo Andresen er formand, så havde han nærmest mindre at se til, end han plejer, siger han.

»Jamen jeg er simpelthen så rørt og stolt over alle de hjælpere, jeg har rundt omkring. Både styregruppen og alle andre på pladsen. Næsten alle teamchefer har været med i så mange år nu, så de er selvkørende. De kører bare derudaf,« siger formanden.

Mellem 350 og 375 frivillige hjælper til med Hammel Hestemarked. Styregruppen bruger en uge nonstop nærmest, andre lægger 40-50-60 timer, og andre igen tager en vagt på tre timer.

»Det er bare helt unikt, at vi kan samle så mange frivillige, som lægger så mange timer og ikke får en bøjet 25-øre for det. Det er sindssygt,« siger Allan Bo Andresen og fortsætter:

»Men vi har også sat nogle rammer op, så det er hyggeligt at være der som frivillig. Det skal være skægt. Det har vi gjort voldsomt meget ud af, og det smitter jo også af på kunderne.«

Formanden fortæller desuden, hvordan nogle gæster bare springer til bag baren, når det brænder på i spidsbelastningstidspunkter:

»Det sker hvert år. Så hopper de lige ind og hjælper med at tappe lidt fadøl. Det er jo folk, vi kender, så hvis de lige vasker nallerne, så kan de sagtens skænke lidt øl.«

Igen i år trak kapsejladsen langt over 1.000 mennesker ned omkring søen på markedsarealet. Foto: CSJ

En ting, der særligt glæder Allan Bo Andresen, er den gruppe af yngre frivillige, som står bag både Heste-Quiz og kapsajladsen. Sidstnævnte samler hvert år langt over 1.000 mennesker omkring søen på markedsarealet.

»Vi skal jo fremtidssikre markedet – vi bliver jo ikke yngre. Og de her unge drenge er jo dem, som skal overtage på et tidspunkt. Det er nogle unge løver, der bare byder ind, og det er rigtig lækkert. I dag er de jo også fuldstændig selvkørende. De gør det bare godt og bliver ved med at finde på nye, små ting og fornyr sig hele tiden.«