Det er ikke kun Royal Run, der kommer til byen: Når Kongeparrets Priser uddeles for første gang, sker det i Randers
Til showet kan du også opleve store danske musiknavne.
Når Kongeparrets Priser for første gang bliver uddelt af kong Frederik og dronning Mary, sker det i Ridehuset på Værket i Randers.
Her skal det handle om at hylde dem, der går forrest. Dem, der betager og begejstrer. Dem, der har vist eller er på vej til at vise banebrydende resultater. Det sker 27. oktober.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Ridehuset danner rammen om en aften med kunst, socialt arbejde og fællesskaber i centrum. Kongeparret vil uddele tre priser til dem, der samler os og bevæger os.
»Vi glæder os virkelig meget til at være værtsby for Kongeparrets Priser. Det er en fantastisk mulighed for at være sammen om at fejre helt særlige mennesker og hylde de personer og organisationer, der gør en forskel og inspirerer. Ridehuset på Værket bliver en skøn ramme til at huse både byen, prismodtagerne og Deres Majestæter,« siger borgmester Torben Hansen (S) i pressemeddelelsen.
Koncerter og særlige øjeblikke
Kongeparret og Randers samles om en festlig aften, der foruden prisoverrækkelser vil indeholde en masse god musik. Programmet byder blandt andet på den danske stjerneproducer Anton Westerlin og en af Danmarks største stemmer, Lis Sørensen.
Derudover spiller hitmagerne Jonah Blacksmith også for kongeparret, prismodtagerne og byen. Det fulde program vil blive annonceret senere.
Du kan købe billet til showet, når kongeparret skal overrække deres priser. Billetsalget starter lørdag 4. oktober på Værkets hjemmeside.
Showet vil blive optaget og sendes 1. november på DR1 klokken 21.
Billetsalget starter lørdag 4. oktober via Værket.