Fortsæt til indhold

Der var 'good vibes' i Ebeltoft denne søndag - og de spredte sig til hele verden

På FN’s Internationale Fredsdag samlede projektet Sing for Unity, en idé født af Vibe Bregendahl i Ebeltoft, mere end 10.000 fredsglade jordboer over hele kloden i fællessang. I Danmark foregik det største arrangement på Fregatten Jylland

Kultur og byliv

Kom og syng en enkel sang for frihed. Sådan lød opfordringen - og det valgte mennesker over hele verden at gøre i en fælles lydbølge søndag 21. september.

300 korsangere fra Djursland og Aarhus og næsten 2000 medsyngende gæster var mødt op til arrangementet Sing for Unity i Ebeltoft søndag 21. september, hvor Fregatten Jylland kvit og frit havde stillet museets udendørsrum til rådighed for det gode budskab om fred. Foto: Anne Frank Henriksen

Dagen er officielt FN’s Internationale Fredsdag, og her samlede projektet Sing for Unity, en idé født af Vibe Bregendahl i Ebeltoft, fredsglade jordboer over hele kloden i fællessang.

Som en bølge bevægede sangene sig fra Australien og New Zealand hen over Asien og Europa for til sidst at nå Nord- og Sydamerika.

I alt deltog mere end 10.000 mennesker fra 176 forskellige byer i over 20 lande.

86-årige Gunnar Højholdt fra Rønde er sanger i Mandskoret Djursland. Han syntes, det havde været en stor fornøjelse at være med til Sing for Unity. "Jeg vil gerne have fred på jord, men min erfaring siger mig, at det bliver der nok desværre aldrig." Foto: Anne Frank Henriksen
Der blev sunget igennem i det 300-personers store kor. Foto: Anne Frank Henriksen

I Danmark var Ebeltoft centrum for det største event.

Her dannede Fregatten Jylland den historiske ramme, da 300 korsangere fra 14 lokale kor stod skulder ved skulder for at synge.

Næsten 2.000 mennesker mødte op for at synge med, og hvor fregattens fortælling oftest kredser om krig og konflikter, så blev den stolte dame denne eftermiddag badet i fredsang og fællesskab.

»Jeg kunne ikke ønske mig en bedre dag. Jeg er fuldstændig overvældet over den energi, der er her i dag, og som bliver sendt fra land til land lige nu,« udtalte Vibe Bregendahl. Foto: Anne Frank Henriksen
Mens Vibe Uldahl leder kor og syngende gæster, småløber idémager til Sing for Unity, Vibe Bregendahl, fra talerstol og hen til sin plads i koret for at synge med. Foto: Anne Frank Henriksen

Ja, man skulle nærmest være lavet af kanonstål for ikke at blive rørt.

Ikke nødvendigvis så meget over budskabet om fred, som de fleste jo nok kan tilslutte sig, men i højere grad over den begejstrede, insisterende lyst til at lade sig bevæge sammen. Synge for fred i søgen på følelsen af at gøre noget. Bare et eller andet. At skabe et øjeblik.

Og sådanne øjeblikke var der flere af på pladsen ved fregatten i Ebeltoft.

For eksempel da de 300 korsangere sammen med gæsterne taktfast råbte Vibe - Vibe - Vibe som en hyldest til såvel idémageren Vibe Bregendahl som hendes korleder og makker i planlægningen, Vibe Ulbrandt.

Cirka 2000 mennesker mødte op til Sing for Unity ved Fregatten Jylland. På verdensplan har flere end 10.000 mennesker deltaget i 20 lande. Foto: Anne Frank Henriksen
Vibe Ulbrandt leder det 300-personers store kor med sangere fra hele Djursland og Aarhus. Foto: Anne Frank Henriksen

Da tonerne til What a Wonderful World blev modtaget i London via en live transmission, eller da en cello satte lyd på Kringsatt av fjender, og flere måtte bruge jakkeærmet til at tørre tårer væk.

Men tag ikke fejl. Humøret var højt, og følelsen af nærvær og samhørighed så stærk, at hverken blæst eller regn, der undervejs ramte arrangementet, kunne sætte en dæmper på stemningen.

Humøret var højt, og hverken blæst eller regn kunne sætte en dæmper på stemningen. Video: Anne Frank Henriksen

Det var tværtimod nærmest, som om sangere og gæster nærede sig ved naturens kraft, som mågerne over det gamle skib, der med spredte vinger svævede på opdriften.

»Jeg kunne ikke ønske mig en bedre dag. Jeg er fuldstændig overvældet over den energi, der er her i dag, og som bliver sendt fra land til land lige nu,« udtalte Vibe Bregendahl, tydeligt rørt, få minutter efter at lydbølgen fra Ebeltoft var sendt videre til London.

En korleder fra London tog via en live transmission - og ganske close up - imod stafetten fra Ebeltoft. Video: Anne Frank Henriksen
Tonerne til What a Wonderful World blev sendt fra Ebeltoft og modtaget i London via en live transmission. Dermed blev lydbølgen, som 21. september gik jorden rundt, sendt videre til næste tidszone. Foto: Anne Frank Henriksen

På dagen talte også formanden for kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Heine Skovbak Iversen (R) og naturligvis Anne-Marie Dohm, direktør på Fregatten Jylland.

Museet havde som honnør til den gode idé valgt at åbne dørene og i dagens anledning ikke tage entré, men kvit og frit stille sit område, medarbejdere og frivillige kræfter til rådighed for Sing for Unity og alle de fremmødte.

Idéen til Sing for Unity som en fredelig protest mod verdens uro fik Vibe Bregendahl i februar i en tilstand af afmagt over krige, kriser og verdens tilstand generelt lige nu.

Vibe Bregendahl fra Ebeltoft fik en idé i februar. Søndag 21. september betød det, at flere end 10.000 mennesker fra 20 lande deltog i et verdenskor for fred. Foto: Anne Frank Henriksen
Man skulle nærmest være lavet af kanonstål for ikke at blive rørt over symbolikken i Sing for Unity, og hvordan den blev gjort til en ægte gåsehuds-begivenhed i Ebeltoft på FN's fredsdag 21. september.

Tanken var enkel: at skabe en lydbølge for fred på tværs af tidszoner.

Med hjælp fra sit kor, Female Singers, og sin korleder, Vibe Ulbrandt, lykkedes det på trods af den relativt korte forberedelsestid at indsamle midler, få lavet en hjemmeside og få projektet til at vokse til en global bevægelse.

Vibe Bregendahl har tidligere sagt, at hun tænkte på bølgen som »en kæmpe krammer til kloden«. Hun har også afsløret, at hvis det står til hende, så stopper Sing for Unity ikke her.

Da Vibe Bregendahl (i midten) havde budt velkommen til alle fremmødte, løb hun op på tribunen og sluttede sig til sit kor for at gøre det, som det hele handlede om: At synge i fællesskab for fred. Foto: Anne Frank Henriksen

Hun har mange flere nye idéer, måske endda en hel fredsfestival i Ebeltoft i fremtiden, og hvis man skulle konkludere noget ud fra lokalpolitikernes fremmøde denne søndag, så kan hun sandsynligvis regne med en del opbakning.

»Der er ’good vibes’ her i dag, hvis du forstår sådan én« sagde en veloplagt Ole S. Hansen, politiker (S) fra Mørke, som, i tråd med mange af hans byrådskolleger, var særdeles imponeret af begivenheden.

Man kan se hilsner fra nogle af de lande, der i dag har deltaget i Sing for Unity-bølgen på www.singforunity.com