Fortsæt til indhold

Ombygning giver panderynker og frustrationer: »Vi er pressede nok i forvejen«

Skanderborg City efterlyser bedre information til bilisterne under ombygningen af Adelgade. Forvirring om adgangsforhold kan koste butikkerne kunder.

Kultur og byliv

Selvom de store gravemaskiner kun har rumsteret i kort tid, begynder de butiksdrivende i Adelgade at få rynker i panden.

Over det næste år skal handelsgaden graves op og gennemgå en massiv forandring, der skal skabe mere liv og gøre bymidten mere attraktiv og hyggeligere at opholde sig i.

Det ser de alle frem til med spænding og glæde, men vejen derhen er brolagt med frustration, for allerede nu, kort tid efter at gravearbejdet for alvor er begyndt, oplever de kunder og leverandører, der finder det udfordrende at nå frem til butikkerne.

»Det bliver rigtig godt, når arbejdet engang er færdigt, det er der slet ingen tvivl om, men lige nu er det en kilde til frustration,« konstaterer Lone Löwenstein, indehaver af Mit Hjerterum og formand for Skanderborg City.

Frustrationerne blomstrer

»Folk er usikre på, hvordan de komme rundt i bil i midtbyen. Vi oplever både kunder og leverandører, der giver udtryk for, at det er blevet besværligt at komme ind til butikkerne. De kan ikke finde ud af, om de må køre ind i gaden, eller hvor de skal parkere, når de pladser, de plejer at benytte er væk,« forklarer hun og tilføjer, at folk gør det, de plejer, og bliver forvirrede, når de opdager, at gaden er under ombygning.

Lige nu tager det ekstra tid for os alle sammen, og det er en kilde til irritation hos vores kunder og leverandører.
Lone Löwenstein, Skanderborg City

Selvom der faktisk er rigeligt med parkeringspladser i midtbyen, så er der i forbindelse med ombygningen forsvundet en del, både i Adelgade og ved Sløngel-legepladsen i Byparken.

»Folk forsøger at køre derhen, hvor de plejer at parkere, og når de så opdager, at det ikke kan lade sig gøre, opleves det som en udfordring,« forklarer Lone Löwenstein, der på vegne af cityforeningen håber at råbe kommunen op, så der kommer bedre information til de besøgende i midtbyen.

»Det vi mangler er, at kunder og leverandører får bedre information, når de ankommer til midtbyen. Kommunen er vores medspiller i den her ombygning, og vi har brug for, at der kommer bedre information, som gør besøgende i midtbyen opmærksomme på ombygningen, og hvad de skal gøre i stedet for at køre derhen, hvor de plejer at parkere. Det er afgørende for os, at kunderne ikke finder det så besværligt at komme rundt, at de vælger midtbyen fra, så de handlende mister kunder i det her år. Butikkerne er pressede nok i forvejen,« understreger hun.

Det er "skilteskove" som her, der ifølge Skanderborg City forvirrer de besøgende i midtbyen. Der skal mere og bedre information til, mener foreningen, der efterlyser en hjælpende hånd fra kommunen. Foto: Grethe Bo Madsen

Lone Löwenstein peger på, at der altid er ledige parkeringspladser i Bloms, hvor man kan parkere gratis i tre timer. Derfra er der let adgang til butikkerne i Adelgade. Dertil kommer parkeringspladsen ved SuperBrugsen, hvor der også er mange pladser.

»Det bliver super fedt, når det engang er færdigt, men lige nu tager det ekstra tid for os alle sammen, og det er en kilde til irritation hos vores kunder og leverandører. Vi ved godt, det er svært at nå ud til folk, men det ville være rart, hvis kommunen ville ofre en pose penge på at informere folk. ’Smil hele vejen og glæd dig til en ny midtby!’ Det kunne de skrive på nogle skilte, der samtidig forklarer, hvordan folk kommer rundt i byen, og hvor de kan parkere.«

Flere skilte er ikke løsningen

Kommunens tovholder på Adelgade-projektet, Brian Aagaard Nielsen, medgiver, at det kan have været svært at finde vej gennem byen tidligere, men mener dog, at det er blevet lettere nu, hvor der er skiltet mere tydeligt der, hvor man øjeblikket ikke kan køre igennem.

Elektroniske skilte med en længere tekst, kunne måske også være en hjælp, men dem har kommunen ingen af i midtbyen.

»De længere beskeder kan vi kun skrive på de store skilte ved Ladegårdsbakken, og det er nok for langt væk i forhold til midtbyen. Og de skilte, vi har i midtbyen er ikke den slags, vi kan skrive på. Det er svært at gøre det mere tydeligt for besøgende, hvordan de finder vej rundt i byen under ombygningen af Adelgade. Vi kan altid sætte flere skilte op, men når folk ikke læser dem, der allerede er der, vil de så læse de nye?«