Fortsæt til indhold

Blå Sol fejrede sine frivillige med et brag af en fest

Ved festen blev det samtidig offentliggjort, at Blå Sol har ansat en festivalleder.

Kultur og byliv
ceb

Lørdag aften samlede Blå Sol 460 frivillige i Randers Statsskoles hal til en fest, der satte punktum for festivalens første succesår - og blev samtidig startskuddet til 2026.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Et frivilligteam havde forvandlet hallen til et festligt rum med rigelige drikkevarer og masser af energi. Musikken blev leveret af Karoline Mousing, Infernal og Djämes Braun, mens musikbanko med Christian Degn og flere frivillige som værter skabte ekstra grin og fællesskab. Baren blev drevet af festivalens hovedsponsor, Sparekassen Danmark.

»Det var så fedt at se, at vi kunne lykkes med at lave en velkomponeret mini-festival som tak til vores frivillige. Der var gode bands, flot udsmykning og en utrolig hjertelig stemning. Man kunne mærke stoltheden over den festival, de har været med til at skabe, og de blå hjerter bankede helt igennem,« siger Trine Johst Vammen, ansvarlig for Blå Sols frivillig rekruttering og organisering, i pressemeddelelsen.

Christian Degn sørgede for god stemning, da han lavede musikbanko med flere frivillige som værter. Foto: Mads Thor Knudsen, Thorfoto
Der var festlig musik med Karoline Mousing, Infernal og Djämes Braun. Foto: Mads Thor Knudsen, Thorfoto

Billetsalget starter snart

Aftenen bød også på en vigtig nyhed. Blå Sol har ansat en festivalleder, Vivi Kjærgaard Schlägelberger, der fremover skal stå i spidsen for organisationen.

»Vi driver i dag en stor organisation med mere end 50 helårsfrivillige ledere og specialister, og sammen med de omkring 800 andre frivillige skaber de rammerne før, under og efter festivalen. For at styrke lederskabet og sikre, at vi fortsat udvikler os, har vi valgt at ansætte en festivalleder,« fortæller formand Ronnie Skjøttgaard Bach.

Festivalleder Vivi Kjærgaard Schlägelberger glæder sig til opgaven.

»At få lov til at kalde det sit arbejde at lave en fest - og endda i Randers, hvor jeg har boet hele mit liv - er ret særligt. Nu handler det om at samle de fantastiske kræfter og bygge videre på alt det, vi har lært, så Blå Sol bliver endnu mere magisk i 2026,« siger hun.

Allerede tirsdag 30. september starter billetsalget til næste års festival. De første 1.000 billetter sælges som early bird med en rabat på 200 kroner pr. billet.

Blå Sol vender tilbage til Nordre Fælled 6. juni 2026.

Der var gang i baren, som blev drevet af Sparekassen Danmark, der er Blå Sols hovedsponsor. Foto: Pernille Bering