Fortsæt til indhold

Jørgen Leth får »det sidste ord« på TV2: Lige inden kameraerne blev tændt sagde han én ting til Mikael Bertelsen

Programmet vises på søndag – næsten en uge efter filminstruktøren og cykelkommentatoren døde.

Kultur og byliv
ritzau/am

Forfatter, filminstruktør og cykelkommentator Jørgen Leth medvirker i TV 2-programmet ”Det sidste ord”.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Jørgen Leth døde mandag aften i en alder af 88 år.

Men han nåede at medvirke i det særlige interviewformat med vært Mikael Bertelsen.

»Da jeg forberedte samtalen med Jørgen Leth, ønskede han, at der skulle være en napoleonskage i baglokalet til tv-studiet og en flaske af hans yndlingssnaps i kulissen. Flasken blev der ikke taget hul på, for da vi først kom i gang, så gav det sig selv. Måske fordi vi var i det samme studie, hvor Jørgen Leth for mange år siden optog filmen ’Det gode og det onde’,« siger Mikael Bertelsen.

»Lige inden kameraerne blev tændt, sagde han til mig: “Jeg hader at sige farvel. Det er alt for vemodigt.” Og så gik vi i gang,« siger han.

Programmet sendes søndag 5. oktober kl. 20.

Foto: Foto: Andre Blinkilde/TV2

Skal på det Kgl. Bibliotek

Jørgen Leth blev nok især landskendt for sit virke som kommentator af cykelløb på TV2 gennem flere årtier.

Og hans betydning for cykelsporten og for TV 2s formidling af den er næsten umulig at overvurdere, lyder det fra TV 2s programdirektør.

»Jørgen Leth har markeret sig i kulturen som en exceptionel filminstruktør, debattør og forfatter. Og mange danskeres fascination af cykelsportens store helte og sommertraditioner med Tour de France vil for altid hænge uløseligt sammen med ham. Han var en blændende fortæller, og med tanke på vores fælles historie med ham, er vi særligt taknemmelige for, at Jørgen Leth valgte at give sit sidste ord på netop TV 2 i Mikael Bertelsens fine interviewformat,« siger programdirektør på TV 2, Dorthe Thirstrup.

Råbåndene til alle interviews i programserien ’Det sidste ord’ opbevares for eftertiden på Det Kgl. Bibliotek, som er partner i projektet. Her har kun meget få ansatte adgang til dem, indtil 20 år efter den pågældende persons død.

»Jørgen Leth talte til sin samtid som få andre. Men det har også længe stået klart, at hans stemme og hans kunstneriske værk ville leve i eftertiden. Det er derfor helt oplagt, at Det Kgl. Bibliotek gør plads i samlingerne til optagelserne med Jørgen Leth,« siger vicedirektør Søren Bitsch Christensen.