Fortsæt til indhold

Ebelfestival 2025 byder på alt fra fællessang og havnevandringer til hønseskidning og æblemost.

Ebelfestival i Ebeltoft forener duften af æbler i alle afskygninger med musik, håndværk, mad og oplevelser for både børn og voksne. Der er masser af oplevelser i vente på festivalen som starter 11. oktober

Kultur og byliv
sra/afh

Så er det blevet tid til Ebelfestival 2025, den 21. i rækken. Festivalen, som varer hele efterårsferien, fejrer efterårets guld, det danske æble, med sloganet: Se · Smag · Vær sammen.

Siden begyndelsen har festivalen været et samlingspunkt for hele Ebeltoft, hvor lokale erhvervsaktører, foreninger, kulturinstitutioner og kunstnere mødes for at skabe en folkefest fyldt med dufte, smage, farver og gode oplevelser.

Årets festivalprogram, som åbnes med optog fra havnen til torvet, hvor borgmesteren holder den officielle åbningstale, byder på markedspladser med friske æbler, most og lækkerier, musik og underholdning for hele familien i telte, gader og stræder, aktiviteter for børn samt traditioner, historie og nye spændende indslag.

Sidste år tog borgmester Michael Stegger Jensen dette billede fra trappen foran Det Gamle Rådhus ved sin tale til åbningen af den 20. Ebelfestival. Han åbner også dette års festival lørdag 11. oktober. Arkivfoto

Festivalen oplever igen i år stor opbakning fra mange af de lokale foreninger, og nye kommer til. Blandt andet arrangerer Ebeltoft Firma Idræt åbne baner, hvor gæster kan prøve kræfter med hyggelige familiespil både inde og ude.

De maritime foreninger sætter også alle sejl til på havnen, med daglige sejladser på vigen med Skødshoved, åbent skib på Ålekvasen Rigmor med hyggelig ord-jagt for børn, åbent workshop på Havnegården, hvor ÆBBA bygger kajakker, og Marinestuen inviterer på guidede rundvisninger i de smukke maritime lokaler.

Æblepigerne, Ida Helbo Rasmussen (tv.) og Melina Jixiang Wisborg, og deres gode ven Molbo Kresten. pyntede i gaderne, da de var en del af Ebelfestivalen for et par år siden. Måske kan du møde dem igen, når optoget, der åbner festivalen, starter på havnen lørdag formiddag 11. oktober. Arkivfoto: Anne Frank Henriksen

Der vil også være et fællessangsarrangement, hvor en landkrabbe, en spillemand og en sømand synger for på søstærke sange og viser.

For dem, der er nysgerrige på havnemiljøet og historikken, er der to havnevandringer med Lea Glerup Møller fra Museum Østjylland med titlen: Havnebyggeri og filetfabrik. Ebelfestival stiller en ventesal op på havneområdet, så hvis man venter på sejltur, det lille tog eller bare trænger til et hvil og ly for vind og vejr, kan man kigge ind i den hyggelige ventesal. »Os på havnen« sørger for, at ventesalen bliver lukket for natten.

Fuglekasserne, som man kan lave til Ebelfestivalen, inviterer mejser og musvitter ind, som så bliver effektive hjælpere til at spise larver og andet kryb, der kan angribe æbletræerne. Privat foto.
Mere end 27 ton æbler ryger der over disken i løbet af uge 42 i Ebeltoft. Arkivfoto

Til teltet med ”Inspiration til bæredygtighed” har Ebelfestival indkøbt solide træsamlesæt, så børn og voksne kan bygge fuglekasser til musvitter og mejser, som egner sig til at hænge i æbletræer. Måske en julegaveidé til bedsteforældre?

Der er hjælp at hente til byggeriet i teltet.

Ellers er der gensyn med de populære sorterings- og genbrugsaktiviteter i børnehøjde, med hjælp fra Reno Djurs.

Mikroskoperne er fundet frem, så der kan ledes efter mulddyr fra kompostbunken, med hjælp fra Karpenhøj Naturcenter, og der bliver mulighed for at lave insekthoteller af genbrugsmateriale med hjælp fra Grobund.

Ikke langt derfra er der i øvrigt hønseskidning på Torvet - det er altid et besøg værd.

Hønseskidningskonkurrence på Torvet er et fast indslag på Ebelfestivalen. Arkivfoto: Anne Frank Henriksen
Ebelfestivalen har et alsidigt program for hele familien, men selvfølgelig er der også æbler til salg i alle afskygninger, både dem i sukker og dem på flaske. Arkivfoto: afh

Nye spisesteder

I PitStop-teltet kan man – udover at købe kolde og varme drikkevarer i baren – hvile benene og spise sin frokost. Hver dag vil der være musikalsk underholdning i teltet fra kl. 14 (sidste lørdag dog allerede fra kl. 12).

Det er igen lykkedes at få en række lokale musikere og bands til at bidrage med alt fra jazz, bossa nova, rhythm and blues, masser af jam sessions, harmonikatoner og sange fra højskolesangbogen.

Så der er masser af gode grunde til at kigge forbi i PitStop.

I år er der rekordmange frivillige til Ebelfestivalen. Du kan kende dem på de røde trøjer - og de er klar til at gøre uge 42 til en fantastisk, saftig og sprød æbleuge i Ebeltoft. Pressefoto

Med en fin donation fra Nordea Fonden har Ebelfestival haft mulighed for at købe et sæt af den nyeste udgave af Højskolesangbogen, og de skal selvfølgelig tages i anvendelse straks.

Der vil derfor være hele tre fællessangsarrangementer i programmet. Arrangementerne vil foregå i forskellige miljøer – PitStop, Marinestuen og Sognegården – og med noget for enhver smag.

Det første år med det nye telt, PitStop, i Jernbanegade sidste år var en stor succes. For eksempel da Borgmester Michael Stegger Jensen (S) stod for fællessang i et fyldt telt. Igen i år er der fuldt program. Arkivfoto: Anne Frank Henriksen
Tøv ikke med at bidrage til Ebelfestivalens kagekonkurrence med en kage, der vil smage. Måske ligger du inde med stjernekagen, der præmieres med et unikt Ebelfestival-mesterbager-forklæde. Arkivfoto

Sidste år forsøgte Turistforeningen sig med forhåndstilmelding som »mesterbager« i tre forskellige kategorier – og med flotte Ebelfestival Mesterbager forklæder som præmier til de dygtige vindere.

Det blev en succes med mange tilmeldinger, og derfor bruges samme model i år. Aktivitetshuset danner rammen om denne hyggelige tradition.

For andet år i træk vil udstillingen af de indsendte plakater vises i Maltfabrikkens velkomstområde, og opstillingen i år forbedrer muligheden for i ro og mag at studere de forskellige plakater, før krydset skal sættes på favoritten.

Som altid slutter afstemningen den sidste lørdag kl. 12, så stemmerne kan tælles op og vinderen kåres på Rådhustorvet kl. 14.

Rotary i Ebeltoft bagte og solgte sidste år rekordmange æbleskiver ved dette års Ebelfestival. Hele 14.000 af de runde mundfulde røg over disken. Du kan finde dem igen i år på Bryggertorvet. Arkivfoto: Anne Frank Henriksen

Konceptet med tidlig fællesspisning lige efter, at Ebelfestivalen lukker kl. 17, har vist sig at tiltale både spisesteder og gæster og kører nu videre for tredje år.

I år er der kommet et par nye spisesteder med, og der siges velkommen til Restaurant Støvlen og til nystartede Ellens Have på Dråby Strandvej 2 – forhåbentlig finder gæsterne også vej til disse spisesteder.

Festivalen – og de mange, mange frivillige i røde trøjer - ser frem til at byde velkommen til både nye og erfarne Ebelfestival-gæster til en sprød og saftig uge i den smukke, gamle købstad.