Randers Teater får ny teknologi - som det første teater i Danmark
Randers Teater har modtaget en donation på 100.000 kroner fra Norlys Vækstpulje.
Der er godt nyt for teatergængere med høreapparater, som besøger Randers Teater, skriver teatret i en pressemeddelelse.
Som nogle af de første i landet har Randers Teater fået installeret Auracast-teknologien. Det er firmaet Tonax, som har specialiseret sig i lyd, akustik og hørelse, der er dansk distributør af de Auracast-produkter, du nu kan møde i Randers Teater.
Teknologien er i flere omgange blevet testet på Det Kongelige Teater, og resultaterne har været gode. Randers Teater er dog det første teater i landet, hvor det er installeret i alle teatrets sale samt i foyerområdet.
Pengene til installationen af Auracast kommer fra Norlys Vækstpulje.
Essentiel del
For teaterdirektør Peter Westphael er det glædeligt, at teatret nu kan tilbyde en endnu bedre oplevelse for de gæster, der er bruger høreapparat.
»Jeg er meget taknemmelig over, at vi nu får mulighed for at indføre et system, som giver den bedst mulige oplevelse for alle vores gæster. Lyden er en essentiel del af de fleste forestillinger, og vi har i flere år haft et stort ønske om at få opgraderet og udbygget det nuværende system. Jeg er glad for, at det nu er blevet til virkelighed med donationen fra Norlys Vækstpulje,« siger Peter Westphael.
Systemet bag Auracast bygger på en teknologi, der i dag er standard i alle nye høreapparater. Med Auracast vil brugere opleve en bedre lydkvalitet, som man kender det fra headsets - endda i stereo, så rumoplevelsen kommer med.
For at koble sig på Auracast skal du gå ind på din app og vælge det signal, du vil modtage. Har du endnu ikke Auracast i dine høreapparater, låner du en lille modtager hos teatret, som via traditionel teleslyngeteknologi sender lyden videre op til høreapparaterne.