Park med tårnhøje ambitioner leverer på alle parametre - nu lever børn og unge et mere aktivt udeliv
Multiparken Skanderborg blev sat i verden for at skabe et mere fællesskab og et bedre tilbud til de unge i Skanderborg. Nu viser ny rapport, at de tårnhøje ambitioner bliver indfriet.
Det var et meget ambitiøst projekt de lokale ildsjæle i foreningen Skanderborgs Aktive Mil sammen med fritids- og ungdomsklubben Sct. Georgsgården kastede sig ud i, da de tilbage i 2021 satte sig for at skabe en inkluderende multipark, hvor børn og unge kunne mødes på tværs af aldersgrupper, køn og social baggrund til udendørssport, aktivt fællesskab og leg.
Barren for projektet blev sat endda meget højt, men nu viser en ny evalueringsrapport fra Aarhus Universitet og Ungdomsringen, at Multiparken Skanderborg, der blev indviet i juni 2024, i høj grad leverer på alle parametre.
Flere børn og unge bevæger sig og er oftere ude, der er opstået nye venskaber på tværs af alder og køn, børn og unge oplever multiparken som et trygt og inkluderende sted, hvor alle er velkomne og ikke mindst er antallet af indmeldelser i klubben Sct. Georgsgården steget markant siden åbningen af parken for godt et år siden.
Samtidig peger rapporten på et potentiale for fortsat udvikling – blandt andet i forhold til at udvide de legende aktiviteter og sikre løbende dialog med de unge brugere.
»Vi har sat nogle meget ambitiøse mål for et meget stort projekt. Det er en kæmpe glæde at erfare – og nu have Ungdomsringens ord for – at vores ambitioner om at skabe et nyt og attraktivt mødested og styrke fællesskaberne for børn og unge i Skanderborg og omegn gennem bevægelse og aktivt samvær er realiseret,« konstaterer Anne Heeager, der er formand for Skanderborgs Aktive Mil.
»Det viser, at det betyder noget, når man prioriterer at investere i de fysiske rammer – og det skal vi selvfølgelig blive ved med, som vi for eksempel også gør det med Hjerterummet på Fælleden lige nu. Fællesskaber og fysisk aktivitet kommer ikke af sig selv,« understreger hun.
Carsten Bjerre, der er leder af Sct. Georgsgården, var fra start begejstret for projektet og glæder sig dagligt over multiparken.
»Det er en meget stolt leder, der kun kan konstatere samme positive effekt af multiparken, som jeg kan læse i evalueringsrapporten. Personalet og jeg har haft et stort ønske om at være et tilhørssted for lokalområdets børn og unge – og vi har arbejdet målrettet med at nytænke den pædagogiske rolle,« forklarer han.
»Multiparken fungerer som et udvidet pædagogisk rum med mere inklusion og fællesskab. Vi har arbejdet med værtskab, der gør det muligt for både ressourcestærke og udsatte unge at deltage i fællesskaber, bygget på omtanke, respekt og glæde,« uddyber Carsten Bjerre.