Overraskende comeback? Skævt møde foran berømt mose-lig fik kendt sanger til at sætte pensionist-tilværelsen på pause
Lars H.U.G. har kortvarigt forladt sit musikalske otium og medvirker på Aarhus-musikers nye udgivelse.
Lars H.U.G. udgav i 2014 sit foreløbigt sidste studiealbum ”10 sekunder”, og to år senere stoppede han også livet på landevejene, livescenerne og parkerede en lang karriere i musikkens navn.
Indtil nu – fristes man næsten til at sige.
For den tidligere Kliché-forsanger gør et overraskende comeback, idet han pludselig er at finde i en duet på en helt ny studieudgivelse.
Det er nemlig Aarhus-musikeren Martin Zeppelin, der er lykkedes med at få den kendte sanger med på hans nye album ”Stjernesejler”, der udkom 3. oktober.
På det nye album finder man singlen ”Smukke Dreng feat. Stig Møller”, som er blevet indspillet sammen med Steppeulvenes tidligere guitarist, og i fredags udkom der så en ny duetversion, som gæstes af ingen ringere end, ja, Lars H.U.G.
Det starter med et mose-lig
Og selve mødet og vejen hen til det nye samarbejde virker også lettere usandsynligt, selv om de to musikere kendte sporadisk til hinanden igennem det aarhusianske musikmiljø.
»Lars og jeg mødte hinanden ude på Moesgaard Museum, hvor vi stod og så på Grauballemanden,« fortæller Martin Zeppelin i pressemeddelelsen om den nye udgivelse.
»Lars har en særlig evne til at starte samtaler med hvemsomhelst. Han kan bare begynde at tale løs med folk. Han pegede på Grauballemanden og sagde: “Du kan godt se, han ligner mig, ikke?”«
»Jeg sagde: “Det ligner faktisk, at I er blevet bagt i den samme ovn” . Så viser det sig, at han også godt kendte mit musik, fordi vi begge kender Magnus Vad fra Feedback Studiet. Og så begyndte vi også at drikke kaffe hos hinanden, se VM-fodbold og spille nogle Stig Møller-sange,« siger Martin Zeppelin
Martin Zeppelin er vokset op med Lars H.U.G’s musik hjemmefra, så det var surrealistisk for ham, at den tidligere Aarhus-musiker ville være med og synge ”Smukke dreng”. Især med tanke på, at H.U.G. ikke har været i spotlightet i næsten 10 år.
»Det føles uvirkeligt, at jeg får lov at dele sange med to af mine største forbilleder – Stig Møller og Lars H.U.G. Det er ikke bare musik - det er venskaber, jeg er taknemmelig for,« siger Martin Zeppelin.
Du kan høre det nye nummer ”Smukke Dreng” her