Fortsæt til indhold

Northside erkender »stor fejl«: Nu er kød tilbage på menuen

Til næste års Northside Festival i Aarhus kan man igen købe kød, afslører festivalchef Brian Nielsen i interview med DR.

Kultur og byliv
jwh

Siden 2022 har det ikke været muligt at få kød på Northside Festival i Aarhus, men fra næste år bliver der lavet om på det.

I et interview med DR fortæller festivalchef Brian Nielsen således, at man har valgt at gå væk fra beslutningen om udelukkende at have plantebaseret mad på menuen. Begrundelsen lyder, at man har valgt at lytte til gæsterne, og samtidig beklager Brian Nielsen, at man ikke inddrog dem fra starten af.

»Vi har aldrig haft en intention om at udelukke bestemte gæster. Derfor vil man fra næste år kunne finde kød og fisk på menuen igen,« siger festivalchefen til DR.

Han fortæller desuden, at han og ledelsen har tal for, at de kødfrie udgaver af Northside, har haft en negativ effekt på antallet af gæster:

»I forbindelse med kritikken har vi lavet nogle analyser, der viser, at op imod hver tredje potentielle festivalgæst dropper festivalen, fordi vi ikke serverer kød. Det er bare ikke optimalt, og derfor har vi nu erkendt, at vi har begået en stor fejl, og at vi skal ændre kurs,« siger Brian Nielsen til DR.

I 2017 meldte Northside udsolgt med 40.000 gæster på pladsen, inden man året efter valgte at skære kapaciteten ned til 35.000. Ved seneste festival, som altså var kødfri, talte Northside om, at der havde været op mod 30.000 gæster på pladsen. En aktindsigt, som avisen fik i sommer, fortalte dog en noget anden historie.

Næste års Northside finder sted fra 4. til 6. juni. Det fulde festivalprogram er langt fra på plads, men Northside har afsløret, at blandt andre Father John Misty, Aphaca og Thomas Helmig spiller på festivalen i Eskelunden.