Den rigtige toppen af poppen: Robbie kommer til Smukfest
Smukfest har offentliggjort ni nye navne til festivalen i august 2026.
Robbie Williams kigger forbi Smukfest.
Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.
Den 31. offentliggjorde Smukfest de første ni navne til musikplakaten for den kommende sommer. I dag præsenteres yderligere ni, nemlig. Artigeardit, D-A-D, Tom Odell, Augusta Schackinger, Mille, Ozzy, Rosa, Zar Paulo – og altså Robbie Williams.
Hovednavnet spiller ondsag 5. august – og da der stadig er armbånd til onsdag, så har du en mulighed for at se den engelske popkonge.
Musikchef Mikkel Xavier sætter et par ord på dagens offentliggørelse:
»Man må sige, at publikum har vist kæmpe interesse for den kommende Smukfest, så jeg er virkelig glad for, at vi allerede nu kan gå ud med mere musik. Det betyder meget, at man kan gå og glæde sig. Vi synes, der er masser at glæde sig til allerede: Robbie Williams, kæmpe navn og et decideret kulturfænomen. Aktuel på Netflix og med en fed kunstudstilling i London, og så er listen over verdenshits jo alenlang. Vi præsenterer også Tom Odell, super spændende artist fra England, som bl.a. varmede op for Billie Eilish på hendes turné i foråret. I dagens pulje præsenterer vi selvfølgelig også nogle af de mest interessante danske musiknavne netop nu, så jeg kan kun opfordre til, at man giver dem et lyt og lærer dem at kende,« siger musikchef Mikkel Xavier i pressemeddelelsen.
Billetter til næste års Smukfest blev sat til salg 4. november. Og det gik stærkt:
Klokken 10.00 åbnede salget af alle billettyper.
Allerede 24 minutter inde i billetsalget blev børnepartout udsolgt. Efterfølgende røg også billetter til fredag og lørdag i Bøgeskoven, og kort efter klokken 11 var der heller ikke flere partoutbilletter. Søndagbilletter til børn blev kort før kl. 12.30 også meldt udsolgt.