Fortsæt til indhold

Netflix-film af Aarhus-instruktør topper verdensliste med 5,8 millioner visninger

Filmen "Mango" med skuespillerne Josephine Park og Dar Salim fik premiere fredag 7. november og topper liste.

Kultur og byliv
Ritzau

Den danske film Mango med Josephine Park og Dar Salim er den mest sete ikkeengelsksprogede film på streamingtjenesten Netflix.

Det viser en liste på Netflix’ hjemmeside.

Filmen er instrueret af Mehdi Avaz, der bor i Aarhus og leder Filmby Aarhus.

Ifølge streamingtjenesten har den danske film, der havde premiere i fredags, 5,8 millioner visninger.

Det giver Mango en førsteplads foran filmene The woman in the line fra Argentina og Spanien og Baramulla fra Indien på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Filmen foregår i Malaga i Spanien, hvor hotelchefen Lærke, der er spillet af Josephine Park, skal stå i spidsen for et luksushotelprojekt, som skal opføres på en mangoplantage.

Projektet møder modstand, da hun møder den danske ejer af farmen Alex, som spilles af Dar Salim.

Skuespiller Dar Salim spiller over for Josephine Park i filmen "Mango", der fik premiere på Netflix i fredags. Her ses han på en rød løber ved en filmpremiere i New York i august. Arkivfoto: Evan Agostini/Ritzau Scanpix

Det er tredje gang, Mehdi Avaz har formået at toppe Netflix-listen. Det samme gjorde hans tidligere film Toscana med komiker og skuespiller Anders Matthesen og filmen A beautiful life med sangeren Christopher i hovedrollen.

Filmen ”Mango”, der nu ligger i toppen hos Netflix, har fået lunkne anmeldelser.

Flere anmeldere har kvitteret med tre ud af seks stjerner. Det gælder blandt andet filmmagasinet Ekko og Soundvenue.

Soundvenue bemærker, at det føles som at være »taget som gidsel i en discountudgave af ”Stolthed og fordom - en 2025-version, vel at mærke.«

Her lyder det videre, at man som seer ikke på noget tidspunkt »ægte er revet med.«

Anmelderen lægger dog vægt på, at det ikke er skuespillernes skyld, da de alle er »udmærkede.«

Også Ekko bemærker, at hovedrollerne Park og Salim er dygtige skuespillere.

»Mango har kort sagt mange af de ting, som en film af dens art skal bruge, men kun få af dem opnår den ønskede effekt,« skriver filmmagasinets anmelder.