Fortsæt til indhold

Efter et helt liv som bilforhandler skulle Per nyde sit otium: »Det kunne jeg ikke klare«

Per Kirkegaard ved egentlig ikke så meget om øl og vin, men drømmen om at have sin egen engelske pub er nu blevet til virkelighed i en ellers pensionsmoden alder. I går fejrede han åbningsreception på The Duke i Adelgade 109

Kultur og byliv

»Nogle mennesker siger, det er det bedste, de nogensinde har gjort. Andre siger, det er det værste.«

Per Kirkegaard har gjort sig en overraskende erfaring. Efter et helt arbejdsliv mellem blankpolerede metaloverflader og i en herlig duft af friske bildæk var det tid til at slå benene op og nyde sit otium.

Men da afskedsreceptionen og de komplimenterende skåltaler var overstået, gik det op for Per Kirkegaard, hvilken hverdag der nu ventede ham.

»Lige pludselig stopper det hele. Telefonen ringer ikke mere, og der kommer ingen mails,« siger han.

Det var altså ikke noget for ham at skulle gå derhjemme og lave ingenting. Nej, Per Kirkegaard er en driftig herre, der havde brug for noget at kaste sig over. Brug for at gøre noget, at se noget gro, som han selv siger.

Derfor valgte han at forsøge at udleve en gammel drøm. Per Kirkegaard har åbnet The Duke, en engelsk pub i hjertet af Skanderborg.

Jeg har altid drømt om at have sådan en engelsk pub, hvor godtfolk kan samles, og man får nye venner, og hvor der er tid til en snak
Per Kirkegaard

Vil ikke konkurrere med sønnike

Der er langt fra registreringsattester og prøvekørsler af den sidste nye elbil til arbejdet bag baren, hvor der skal stanges kolde drikkevarer ud til tørstige og snaksalige gæster.

Men det er dels et meget bevidst valg for Per Kirkegaard ikke at gå tilbage til bilbranchen.

Livsværket RAF Motors blev for tre år siden overbragt til sønnen Nikolaj. Og hvis der er noget, der ikke ligger Per Kirkegaard på sinde, er det at blive konkurrent til arvingen.

»Det synes jeg ikke, jeg kunne være bekendt over for min søn, når jeg havde solgt det hele til ham. Nu har jeg også solgt biler i alle de år, og jeg synes også det kunne være sjovt at prøve noget andet,« siger Per Kirkegaard.

Dels er det også drømmen om at udleve en idé, der har rumsteret i den gamle skanderborgdrengs baghoved.

»Jeg har altid drømt om at have sådan en engelsk pub, hvor godtfolk kan samles, og man får nye venner, og hvor der er tid til en snak,« siger han.

Det er dog begrænset, hvor mange kolde varer Per Kirkegaard selv kommer til at lange over disken. Han har ansat en barchef og derudover fire medarbejdere. Selv regner han ikke med at være på The Duke hver dag. Han vil primært koncentrere sig om at lave specielle arrangementer for selskaber.

Det er en gammel drøm om at have sin egen engelske pub, der nu går i opfyldelse for Per Kirkegaard. Foto: Grethe Bo Madsen

Bar fra 18. århundrede

Per Kirkegaard, der er enlig og har to voksne børn, beskriver sig selv som en mand, der har brug for at skabe resultater og få ting til at vokse.

Det rimer ikke just på en tilværelse som pensionist, og det gik da også hurtigt op for den nu 64-årige Per Kirkegaard:

»Jeg har ikke haft fritidsinteresser, for forretningerne var jo min fritidsinteresse. Det var biler, arrangementer og det hele. At rejse rundt i hele verden og købe biler - det var jo min virkelighed. Så jeg har ikke planlagt, at jeg skulle være lystfisker eller spille golf. Jeg har aldrig gjort sådan nogle ting. Og så knipser man med fingrene, og så stopper det hele.«

Lokalerne i Adelgade ejede Per Kirkegaard allerede, og da den tidligere lejer forduftede, var det tid til at realisere pubdrømmen.

The Duke er navnet på pubben. Stilen er engelsk, og faktisk har Per Kirkegaard investeret halvanden million kroner i ægte autentisk interiør. Fra England, naturligvis.

»Baren, der står på tredje etage, er fra 1700-tallet. Den, der står nedenunder, er samlet af tre barer, der er fra 1800- og 1900-tallet,« siger han.

Ud over interiøret er der også blevet restaureret for halvanden million kroner.

Per Kirkegaard glæder sig til at byde gæster velkommen på The Duke. Konceptet byder - foruden den ægte engelske stemning - på øl, vin og smørrebrød. Jævnligt vil der også kunne opleves livemusik.