Fortsæt til indhold

Endnu et kendt bageri vælger at holde lukket om søndagen

»Vi kan fejre 25-års jubilæum næste år, og mange af vores ansatte har været med i mange af årene. Det betyder også, at vi ikke længere er helt unge. Det slider på kroppen med 362 åbningsdage om året,« skriver Hartmeier-parret.

Kultur og byliv

»Det har ikke været en nem beslutning, og det er også med rystende hænder, at vi skriver dette opslag.«

Sådan skriver det populære Brabrand-bageri Hartmeier i et Facebook-opslag, som ejerne Charlotte og Lars Hartmeier står bag.

Og det, der giver »rystende hænder«, og som har krævet »mange tanker« samt »lange snakke med venner og familie«, er, at bageriet har valgt fremover at holde lukket om søndagen.

Nye og anderledes åbningstider, der træder i kraft fra årsskiftet.

»Nu tænker I nok, kan man det i en bager? Hvorfor nu det? Og ja, det kan man. Man kan blive nødt til det, hvis man fortsat gerne vil drive sit bageri mange år frem i tiden.«

»Vi kan fejre 25-års jubilæum næste år, og mange af vores ansatte har været med i mange af årene. Det betyder også, at vi ikke længere er helt unge. Det slider på kroppen med 362 åbningsdage om året,« skriver parret.

Forretningen fortæller også, at man igennem længere tid har forsøgt at skaffe bagere, bagerelever og hjælpere til bageriet, da man godt kunne bruge flere hænder – men uden held.

Dermed følger bageriet en bevægelse, man også har set hos andre bagerier, der er begyndt at holde lukket om søndagen for at få vagtplanen til at hænge bedre sammen og fastholde sit personale.

Parret Charlotte og Lars Hartmeier har truffet en svær beslutning. Arkivfoto: Sten Brøgger

Mere attraktiv arbejdsplads

Tidligere på året traf eksempelvis Spottag Bakery i Højbjerg den helt samme beslutning, efter man heller ikke her kunne finde nye faglærte medarbejdere. Hos Spottag lød håbet også, at man med søndagslukket kunne blive en mere attraktiv arbejdsplads for nye bagere:

»Mange (unge, red.) vælger catering eller kantine, fordi arbejdstiderne i bagerfaget er for barske. Men hos os kan man nu få fri hver søndag og hver lørdag aften. Det er en luksus i vores fag,« sagde Michael Spottag dengang.

Det samme håber man på hos Hartmeier i Brabrand.

»Vi vil så gerne beholde vores dejlige forretning mange år endnu. Og det tror vi på, at vi kan, selv om det vil komme til at tage lidt tid at lande godt i de nye åbningstider. Vi har nemlig allerede planer for nye tiltag, så man fx om lørdagen kan købe forskellige bag-selv produkter til om søndagen så man stadig kan få lækkert brød og kage søndag morgen,« skriver bageriet Hartmeier.

»Og på det mere personlige plan vil det også give Lars og jeg mere overskud til stadig at komme op med nye tiltag i butikken og mulighed for indimellem at holde fri og have mere tid med vores familie og venner og ikke mindst vores to små børnebørn,« skriver Brabrand-bageriet, der håber, kunderne tager godt imod de nye åbningstider.

Kigger man på antallet af elever på bager- og konditoruddannelsen på landsplan de senere år, så har antallet af elever også været faldende.

I marts 2021 var 821 studerende på landsplan i gang med en bager- og konditoruddannelse ifølge tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. Men i 2025 – fire år senere og samme tid på året – er der kun 607, der er i gang med uddannelsen. Det er et fald på 26 procent.