Funklende julehave er så populær, at Salling udvider åbningstider
Sallings Roofgarden er forvandlet til et vinterunivers, og det er noget, folk kan lide.
Salling beskriver storcentrets nye juleattraktion, Salling Christmas Garden, som »et funklende vinterunivers med magiske lysinstallationer, fortryllende landskaber og en storslået udsigt over byens tage.«
Om den beskrivelse helt holder vand skal være usagt, men faktum er det, at folk er strømmet op på toppen af Salling, siden snoren fredag 14. november blev klippet til juleattraktionen.
Knap 25.000 mennesker lagde vejen forbi i åbningsweekenden, og det får nu storcentret til at justere dets åbningstider for at følge med efterspørgslen, skriver stiften.dk.
Fremover er Salling Christmas Garden åben en time ekstra på fredage, lørdage og søndage, hvilket fører til nedenstående åbningstider:
- Mandag til torsdag: 10:00 - 20:00
- Fredag: 10:00 - 21:00
- lørdag: 10:00 - 20:00
- Søndag: 10:00 - 19:00
Ifølge Salling-direktør Marianne Bedsted har storcentret længe ønsket at skabe en oplevelse, der kunne bringe »vintermagien« tættere på gæsterne.
»Med Christmas Garden inviterer vi alle op i højderne, hvor lys, natur og byliv mødes på ny. Det er et sted for både familier og venner, som vil opleve Aarhus fra sin mest eventyrlige side,« siger hun i pressemeddelelsen.
Der er gratis adgang til Salling Christmas Garden, som man kan opleve frem til januar.