Fortsæt til indhold

Landets næststørste biograf har gang i en omfattende ombygning – 10 sale skal have helt nye og særlige lædersæder

Men det betyder også, at kapaciteten i Vue Bruuns kommer til at falde drastisk og med cirka 1.000 siddepladser. Ombygningen er drevet af en »voksende efterspørgsel efter højere komfort og premium-sædeoplevelser,« forklarer den internationale biografkæde.

Kultur og byliv

»Biografen bliver snart endnu bedre.«

Sådan varsler Vue – også tidligere kendt som Cinemaxx – med kæmpe bogstaver for enden af trapperne til de mange biografsale i Bruuns Galleri.

Og har man for nylig været forbi for at se en film i den store, centrale biograf i Aarhus, har man nok også lagt mærke til, at der bl.a. er toiletter, som man for tiden ikke kan bruge – eller sale, som er spærret af i øjeblikket.

Det hele skyldes, at man er i gang med at bygge »en ny og opgraderet biograf til dig«, som skiltet ved entréen også fortæller.

»Undskyld vi roder«. Den seneste tid har fem sale været ude af drift, de skulle dog åbne igen i løbet af julen. Foto: Anders Michaelsen

Til avisen oplyser biografkæden Vue, at ordene for enden af trappen helt præcist dækker over, at alle sale – minus den store IMAX-sal – skal have nye og mere komfortable sæder.

Lux og Ultra Lux er navnet på de nye, justerbare lædersæder, som landets næststørste biograf lige nu er i fuld gang med at få løbende installeret i salene 2-11.

To typer stole, som skal give biografens gæster mere benplads og komfort, lyder det ifølge Vue.

Her kommer få af rækkerne til at være med de såkaldte Ultra Lux-sæder, der skulle være ekstra brede sammenlignet med Lux-modellen, og samtidig skulle stolen også have et integreret bord i designet, som giver gæster plads til snacks og drikkevarer, forklarer biografkæden. Derudover er der også justerbar fod- og hovedstøtte i stolen.

Sådan ser Ultra Lux-sæderne ud. Pressefoto: CinemaxX Holdings GmbH

Men de forskellige sale bliver altså forsynet med begge typer af sæder.

»Opgraderingen er drevet af den voksende efterspørgsel efter højere komfort og premium-sædeoplevelser, som vi ser i danske biografer. Lux-sæder er blevet en bredt anvendt standard på markedet, og den modernisering, vi er i gang med nu, sikrer, at Vue Bruuns fortsat lever op til publikums forventninger og er på linje med de aktuelle branchetrends,« forklarer Vues pressetjeneste i en mail til avisen.

Den store IMAX-sal er den eneste af 11 sale, der ikke skal bygges om. Salen råder ifølge Vue Bruuns over Jyllands største lærred på, som er over 200 kvadratmeter stort. Arkivfoto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Kigger man da også ovre hos konkurrenten Nordisk Film, så lavede man også en lignende manøvre i samtlige otte sale ved Skt. Knuds Torv sidste år, hvor salene fik elektroniske lænestole i forskellige farver.

I den store sal 1 blev alle sæder eksempelvis udskiftet med nye flaskegrønne lænestole med meget mere benplads, og som kan indstilles. Det betød dog i den pågældende sal, at man gik fra 320 siddepladser til 144.

Og den omfattende opgradering i Vue Bruuns kommer ligeledes også med en pris på kapacitetsfronten.

For når gæsterne i Bruuns Galleri i fremtiden skal have mere benplads og større, justerbare lædersæder, så falder antallet af siddepladser også drastisk.

Af de tal, der fremgår på Vue Bruuns hjemmeside i dag, har man lige knap 2.200 sæder fordelt på 11 sale. Men i fremtiden vil det tal nærmere være i nabolaget af 1.200 sæder, oplyser Vues pressetjeneste.

Den seneste tid har fem sale været ude af drift – men salene skulle genåbne i løbet af julen. Hele ombygningsprojektet af de sammenlagt 10 sale, forventer man dog først er helt overstået til april 2026.