Fortsæt til indhold

Sender million afsted til populært event med kæmpe skibe

Aarhus Event forventer 400.000 gæster fra ind- og udland til næste års Tall Ships Races - og nu har det velbesøgte arrangementet fået et ekstra rygstød.

Kultur og byliv
am

The Tall Ships Races Aarhus 2026 har fået yderligere vind i sejlene.

For Salling Fondene har valgt at donere 1 mio. kr. til det populære skibs- og sejlsportsarrangement.

Det skriver Aarhus Events i en pressemeddelelse.

»Støtten er med til at sikre et flot og mangfoldigt program, som det er gratis at deltage i for alle interesserede aarhusianere og tilrejsende gæster,« skriver den aarhusianske medarrangør.

The Tall Ships Races rammer Aarhus næste sommer, når havneområdet omkring Herman Sallings Plads fra 24.-27. juni bliver forvandlet til et festivalområde fyldt med store sejlskibe, massevis af musik og et større udvalg af andre kulturelle oplevelser.

Hos Salling Fondene er man glade for at støtte endnu en stor byevent, som er åben for alle:

»I Salling Fondene er vi stolte af at støtte The Tall Ships Races Aarhus 2026, der samler tusindvis af mennesker til en folkefest på Herman Sallings Plads,« siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond, og tilføjer:

»Det mangfoldige og gratis program vil skabe rammerne for uforglemmelige oplevelser, hvor musik, maritime fortællinger og fællesskab går hånd i hånd. Vi ser frem til, at både aarhusianere og gæster fra nær og fjern får mulighed for at tage del i festlighederne og mærke den særlige stemning ved havnen.«

Ifølge Aarhus Events regner man også med, at arrangementet bliver velbesøgt næste år.

»Det bliver en smuk sommerfest i hjertet af Aarhus med en forventning om 400.000 glade gæster fra ind- og udland,« skriver Aarhus Events.

»The Tall Ships Races er en fantastisk, folkelig begivenhed, som er utroligt populær blandt aarhusianerne. Jeg er meget taknemmelig for den flotte støtte fra Salling Fondene, som viser, at Aarhus’ ambitioner om at levere kulturelle events i verdensklasse er værd at bakke op om. Jeg glæder mig til at tage del i festen i det store gratis festivalområde, som kommer til at summe af liv, kultur og fede fællesskaber for både børn, unge og voksne,« siger Aarhus’ kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (RV).

Det er ikke mere end to måneder siden, at sejl-eventet fik endnu et økonomisk rygstød, da Spar Nord-fonden donerede 700.000 kr. til The Tall Ships Races.

Aarhus har været vært for det verdensomspændende arrangement tre gange tidligere, i hhv. 2007, 2013 og 2019.